Sværvægteren Jakob Dyrup gjorde endnu en gang kort proces, da han ved MMA GALLA vol. 29 i Kolding blot skulle bruge 54 sekunder på at besejre Luis Carlos de Brito på TKO.
Læs også: Stor MMA GALLA-reportage: Ny dansk champ og sikre danske pro-lynsejre
Det var fjerde gang i lige så mange professionelle kampe, at Jakob Dyrup ikke bare vinder – men også stopper sin modstander tidligt i første runde.
I sit vinderinterview efter sin lynsejr gav Great Danes-kæmperen da også udtryk for, at han snart gerne vil have en mere kompetent modstander at stå over for.
“Jeg er træt af at kæmpe mod bumser,” lød det fra buret fra Jakob Dyrup, der efterspurgte en ‘rigtig kæmper’ som næste modstander.

Det ønske kan allerede blive opfyldt den 9. maj.
Her er det planen, at Jakob Dyrup skal i kamp igen ved MMA GALLA vol. 31 i Sydbank Arena i Odense. Og det bliver ikke en hvilken som helst kamp, der venter sværvægteren.
MMA GALLA har nemlig varslet en titelkamp, hvor Jakob Dyrup skal kæmpe om MMA GALLA’s nye sværvægtsbælte.



