Når MMA GALLA rammer Sydbank Arena i Odense den 22. november, så bliver det med sværvægteren Jakob Dyrup på fightcardet.
Den danske Great Danes-pro kommer fra en frisk knockout-sejr over tyske Oskar Faust på bare 34 sekunder ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen i september.
Og selvom det var en god oplevelse for Jakob Dyrup, så er det noget særligt for ham, når han kæmper på hjemmebane.
“Jeg er jo Odense-dreng helt ind til knoglerne, og jeg mærker en kæmpe opbakning og kærlighed fra Odense,” lyder det fra den danske hardhitter.
Læs også: Promotor roser dansk sværvægtstalenet: “Har potentiale til at nå toppen af Europa”
Selvom fynboens modstander endnu ikke er meldt ud, så har Jakob Dyrup kendt til kampen i et stykke tid, og derfor har han også været i fuld camp i længere tid.
Taber ikke foran mor
Så publikum kan forvente en toptunet og kampklar Jakob Dyrup, der af en helt særlig årsag bare ikke vil tabe.
“Vi har vidst i et stykke tid, at jeg ville komme på kortet, så campen er allerede i fuld gang. Jeg kan som altid garantere en velforberedt Dyrup, som ikke har tænkt sig at tabe foran min mor i Odense – det er helt sikkert”, siger Jakob Dyrup med et smil på læben.
“De navne, jeg har fået, lyder som gode match-ups, men jeg vil lade MMA GALLA om offentliggørelsen af det. Som sagt kommer jeg velforberedt, så jeg ville ikke blinke, hvis jeg var publikum,” siger Jakob Dyrup, der runder af i det humoristiske hjørne.
“Og så håber jeg bare at komme på kortet så tidligt som muligt, så jeg kan drikke fadøl på MMA GALLAs regning.”
MMA GALLA vol. 28 finder sted den 22. november i Sydbank Arena i Odense.




