Danmarks MMA-univers

Dyrup mærker alvoren før lørdagens ilddåb

Lørdagens MMA GALLA byder på masser af lokale fightere i Odense, men hvis en af dem har lidt flere sommerfugle at tøjle end resten, så er det forståeligt nok. 

Jakob Dyrup skal nemlig i buret til sin professionelle MMA-debut. Første kamp med mindre handsker, ingen benskinner og længere omgange. Den fynske sværvægter er spændt på ilddåben.

MMA GALLA vol. 24 præsenteres i samarbejde med Expekt.

Find alle odds på MMA GALLA vol. 24 hos Expekt.

Expekt har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

18+ | stopspillet.dk | regler og vilkår gælder | Selvudelukkelse: Rofus.nu

“Det er klart at presset er en smule større, når det er en pro kamp, og jeg er også bevidst om at kampene fremover vil følge mig resten af karrieren, da de vil gælde på min rekordliste,” siger Jakob Dyrup til Fighting.dk.

“Der er en vis nervøsitet ved det, og så er det på hjemmebane i Odense, hvor jeg ved at en masse bekendte kommer og støtter. Men selvfølgelig er jeg mest af alt spændt. Jeg elsker at konkurrere, så jeg glæder mig!

Måske på tide at vise verden noget 

Jakob Dyrups modstander bliver tyrkiske Hamza Salhi, der selv debuterede som professionel i maj. Her blev han stoppet af sin modstander. Men Dyrup har stadig respekt for sin modstander. 

“Vi har kigget på det, vi kunne finde, og han virker primært som en grappler. Han forsøger ret hurtigt at få kampen til gulvet. Så vi er forberedte med takedown defense og get ups. Og hvem ved – måske er det på tide at Jakob Dyrup skal vise verden, at han også kan grapple,” lyder det med et smil fra sværvægteren.  

“Jeg er ret sikker på at en stående kamp vil være til min fordel, men alt kan ske i dette game.”

Utilfreds med sig selv

Sidst i Brøndby mødte Jakob Dyrup også en grappler i italienske Diego Sanghez. Han havde ikke held til at få danskeren ned, men Dyrup var heller ikke ubetinget glad for sin egen præstation den aften i marts.

“Jeg har knoklet røven ud af bukserne. To træninger om dagen hver dag siden sidste kamp. Der er en del jeg er utilfreds med (i forhold til min egen præstation) i mine sidste 2 kampe, så jeg har knoklet for at lukke de huller,” siger Jakob Dyrup. 

“Med Martin Kampmann og Sonny Nielsen som hovedansvarlige for min daglige træning og udvikling, ved jeg at jeg er i trygge hænder. Jeg har en oplevelse af at “setuppet omkring Jakob Dyrup” er blevet mere professionelt, og mine træningsmakkere i højere grad er der for at gøre mig bedre og presse mig,” siger Great Danes-fighteren.

Vil til England igen

Op til sin seneste kamp var Jakob Dyrup en tur i England, hvor han blandt andet trænede med UFC’s interim-mester i sværvægt Tom Aspinall. En virkelig givende oplevelse, som heldigvis ikke nødvendigvis er den sidste. Dyrup er da heller ikke i tvivl om, hvad der var det bedste, han fik med hjem.

“Helt lavpraktisk må det være muligheden for at komme tilbage og træne der. Jeg snakkede med Andy Aspinall (Toms far og head coach i Aspinall BJJ, red.), som gav mig hans nummer og sagde, jeg bare skulle skrive, hvis jeg ville forbi og træne med “the big boys” igen. Også TFT (hjemsted for KSW-champ Phil De Fries og UFC-sværvægter Mick Parkin, red) har tilbudt mig at holde camps hos dem i fremtiden,” fortæller Jakob Dyrup.

Op til denne kamp var de engelske bulldozere dog optaget, da de selv var ved at forberede sig på kampe. Så denne camp flyttede ikke Dyrup til England, selv om lysten var der.

“Det er selvsagt en kæmpe oplevelse at være en del af verdens bedste heavyweight-teams – og have en oplevelse af at jeg kan være med på det niveau. Det er et kæmpe selvtillidsboost,” siger Jakob Dyrup.

Sparring med UFC-champ

Turen til England bød også på sparringsomgange med en af verdens bedste sværvægtere. 

“Vi var i St. Helens i to dage. 

Første dag var der et træningspas om morgenen, hvor det mere eller mindre var grappling-sparring. Der kørte jeg 2 runder med Tom Aspinall. Derefter inviterede Tom mig med til hans S&C (styrke og kondition red.) coach om aftenen,” fortæller Jakob Dyrup og fortsætter:

“Der trænede vi i et privat gym, hvor vi var S&C-coach’en, Tom, Mick Parkin, James Webb (Cage Warriors letsværvægtschamp, red.) og mig. Dagen efter var der stående sparring, hvor jeg nåede at køre en enkelt runde med Tom.”

Husk du stadig kan vinde to billetter til at se blandt andre Jakob Dyrup ved MMA GALLA vol. 24 lørdag i Odense. Se hvordan på Fighting.dk’s Instagram. 

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.