Oliver Payne er bare 17 år gammel, men allerede ved at etablere sig som et af de mest spændende navne på den danske muay thai-scene.
Det unge Mikenta-talent startede året ud med et brag af en kamp i den thailandske muay thai-organisation Rajadamnern World Series (RWS), der er en af verdens førende.
På det legendariske Rajadamnern Stadium i Bangkok mødte danskeren den 12 år ældre Ibinagorta Gonzalo fra Peru. Efter en ultratæt kamp, hvor Payne fik en dyb flænge i panden, vandt peruaneren kampen knebent på point.
Kampen blev dog en manifestation af Oliver Paynes høje niveau, og den 17-årige Mikenta-kriger kan nu se frem til endnu en stor kamp på udenlandsk grund.
Den skotske promotion Oran Mor Fight Shows offentliggjorde således tidligere på ugen, at Oliver Payne er blevet booket til en kamp den 5. april mod britiske Matty McLeash.

Dermed får Oliver Payne en chance for at komme tilbage på vindersporet efter et vildt 2025 med masser af flotte kampe og imponerende sejre – kulminerende med hans pro-debut på dansk grund ved UNITE 10 i Brøndby Hallen.
Ved den lejlighed gennembankede Payne sin modstander Leontios Michael i så overbevisende stil, at det cypriotiske trænerteam til sidst smed håndklædet i ringen.



