Der kan måske være et dansk-svensk rivalopgør på vej i UFC.
I hvert fald hvis det står til svenske Andreas Gustafsson, der debuterede ved UFC 316 i sidste weekend med en udradering af den ellers stærke amerikaner Khaos Williams.
Den præstation var UFC’s matchmakere tilsyneladende så glade for, at de skulle have rakt ud til Gustafssons team for at få den hypede svensker på fightcardet til det kommende UFC Paris.
Det fortæller Jörgen Hamberg – Andreas Gustafssons træner – til det svenske kampsportsmedie Frontkick Online.
En sjov kamp
Her afslører Hemberg samtidig, at man allerede nu har gjort sig nogle tanker om, hvilke modstandere der kunne være interessant for Gustafsson. Og det er her, Nicolas Dalbys navn pludselig optræder.
“Jeg ser ham (Gustafsson, red.) gerne sat op mod en europæisk weltervægt. En som Nicolas Dalby. Det vil være en rigtig sjov kamp,” fortæller Jörgen Hamberg til Frontkick Online.
Spørgsmålet er, om den kamp giver mening for danskeren, der forleden meldte op, at han igen kunne sparre efter en pause på seks uger.
Læs også: Efter seks ugers pause: Dalby sparrer igen og er klar til kamp
Godt nok har Dalby tabt sine seneste to kamp mod henholdsvis Rinat Fakhredinov og senest Randy Brown – men danskeren står trods alt noteret for 14 UFC-kampe i karrieren mod Gustafssons ene.
Svenskerens træner peger ud over Nicolas Dalby også på både islandske Gunnar Nelson med hele 16 UFC-kampe på CV’et samt walisiske Oban Elliott, der har tre sejre i sine hidtidige tre UFC-kamp, som potentielle ønske-modstandere til den 34-årige svensker.
UFC Paris er planlagt til den 6. september i Accor Arena i den franske hovedstad.


