Så er der endelig godt nyt for Karl Lindsgren Abrahamsson forud for weekendens Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen.
Det unge danske stortalent har ellers haft en noget tumultarisk optakt til eventet, da både Benjamin Wiklund og Leo Kadiric har meldt fra til planlagte kampe. Men nu er en ny modstander endelig på plads – bare tre dage før det går løs i KB Hallen.
Læs også: Airtox Dominance 8.0: Jagter ny modstander til ubesejret dansk stortalent
Den 18-årige Burnell MMA-fighter skal nu møde tyske Abdurakhman Kulizanov, der med sine russiske rødder kommer til København med en rekordliste på én sejr og to nederlag. Det fremgår af det officielle fightcard, som Airtox Dominance har offentliggjort tidligere i dag.
Abrahamsson går ind til kampen med selvtilliden i orden efter en forrygende debut som Airtox Dominance-fighter, da han i Arena Randers nedkæmpede den ellers stærke nordmand Birk Lund og tog en sikker sejr på point.
Det var Abrahamssons fjerde sejr i lige så mange kampe, og den unge dansker er dermed fortsat ubesejret som MMA-fighter.
Læs også: Mark O. forventer totalt udsolgt: “At fylde KB Hallen er simpelthen fantastisk”
Det er lørdag aften, det går løs i KB Hallen, og Airtox Dominance-præsident Mark O. Madsen har gjort det klart, der kun er få pladser fra at være totalt udsolgt.



