Elias Faour skal lørdag den 16. maj i ringen mod venezuelanske Luis Guerrero på undercardet til Primetime Fight Night vol. 9, hvor Ahmad El Ahmad topper stævnet i Brøndby Hallen.
Kampen bliver Faours ottende som professionel og ifølge ham selv den største udfordring i karrieren indtil nu.
“Han er komplet som bokser. Han kan både bokse teknisk og stå og slå hårdt, så man får ikke et sekund til at slappe af,” siger han om sin modstander.
Guerrero besejrede senest han var i Danmark Mikkel Gribsholt – og nu får Elias Faour muligheden for at hævne landsmandens nederlag. Faour, der repræsenterer Vollsmose Boxing i Odense, melder sig i topform før – men det også nødvendigt, for respekten for Guerrero er bestemt til stede.
“Jeg føler, at han kommer med mere erfaring og et højere niveau end mine tidligere modstandere, så det er helt klart den største test i min karriere indtil nu,” fortæller Elias Faour til Fighting.dk.
Faour og hans team har skruet op for tempoet under forberedelserne med fokus på kondition og defensiv for at gøre sig klar til en hård kamp over flere runder. Han understreger, at han også mentalt er blevet mere moden i sin tilgang.
Forventer meget
Kampen finder ganske sted i Brøndby Hallen, og med en forventet stort antal tilskuere og hjemmebanefordel kan den unge dansker godt mærke et vist pres – noget han og hans team vælger at bruge som motivation.
“Selvfølgelig er der mere pres, fordi folk forventer mere af mig nu. Men jeg prøver at bruge presset som motivation. Når man vil være blandt de bedste, skal man også kunne håndtere de store kampe og forventningerne omkring dem,” siger Elias Faour.
Selvom han allerede har taget syv sejre i træk i sin pro-karriere, så lover han en opgraderet udgave i forhold til tidligere præstationer.
“Folk har set mit talent før, men denne gang tror jeg også, de kommer til at se mit hjerte, min vilje og hvor meget jeg er klar til at ofre for at vinde,” fortæller Elias Faour til Fighting.dk.
Elias Faours kamp er en del af Primetime Fight Night vol. 9, der afvikles i Brøndby Hallen her til aften.
Fighting.dk dækker hele stævnet direkte. Følg med her fra klokken cirka 18.50.



