Landstræner Milan Silva har udtaget landsholdet til EM i Serbien, som finder sted i februar, og det bliver et par unge talenter, der skal forsøge at tage metal med hjem til Danmark.
Ligesom ved VM i Uzbekistan er fjervægter William Mørck med som den ene af de to danske kæmpere. Ved den lejlighed blev han uheldigvis syg op til sin første kamp og måtte trække sig på selve dagen.
Læs også: Landstræner: William er meget påvirket
Den anden danske kæmper bliver Oliver Petersen, der er ny i slutrunde-sammenhæng for Danmark. Letvægteren sluttede 2024 stærkt af med to sejre inden for en måned hos MMA GALLA. Begge var kuriøst nok over Arny Akim – på point i september i Nakskov og knockout i Oktober i Odense.
Derudover havde Petersen en revanchekamp i bogen ved UNITEs stævne i Brøndby Hallen, men fynboen blev syg og måtte trække sig fra mødet med William Mørcks daglige holdkammerat Rida Jawad.
Sølvvinder må blive hjemme
En anden sjov twist er, at de to udtagede fightere mødte hinanden så sent som sidste år i DM-finalen, hvor William Mørck vandt på alle tre dommersedler.
Ved VM var Mørck udtaget sammen med Mikkel Iversen, der gik hele vejen til finalen og tog en sølvmedalje med hjem til Danmark. Han havde luftet tanker om at vente med sit skifte til pro-rækkerne for at få slutrunden i Serbien med, men turen til Balkan bliver uden Bigboss.
Læs også: EM-sølvvinder overvejer at udskyde pro-karrieren
Milan Silva fortæller til Fighting.dk, at han egentlig gerne ville have haft sønderjyden med ned og forsøge at veksle sidste års sølv til guld. Desværre er Iversen blevet skadet og når ikke at blive klar til slutrunden.
EM finder sted fra 14. til 23. februar i Beograd.