Danmarks kampsportsunivers

Enea Sopa pressede europamesteren hårdt: “Jeg har lært en masse”

Enea Sopa (til højre) i kamp med Bohdan Voloshyn i KB Hallen. Foto: Airtox Dominance

For præcis en måned siden stod Enea Sopa over for karrierens største udfordring, da han i åbningskampen ved Airtox Dominance 6.0 i en fyldt KB-Hallen tørnede sammen med den ukrainske IMMAF-europamester og VM-sølvvinder Bohdan Voloshyn.

Men den dansk-albanske Burnell MMA-fighter viste særligt i første runde, at hans topniveau er endog særdeles højt. Sopa pressede sin ukrainske modstander i kampens første fem minutter, hvor begge fightere landede flotte træffere og kæmpede i et højt tempo.

I anden runde måtte Sopa dog se sig besejret, da Voloshyn fangede ham i en rear naked choke ét minut og 15 sekunder inde i runden.

Læs også: Mark O. om vild åbningskamp: “Rigtig mange havde ikke taget den kamp”

Trods nederlaget ser den danske profil positivt på oplevelsen den 6. juni i KB Hallen.

“Jeg har lært meget om, hvordan jeg skal bevæge mig i buret, og hvordan jeg skal få mine kombinationer ind,” fortæller Enea Sopa til Fighting.dk.

Han peger særligt på, at kampen gav ham værdifulde erfaringer mod en modstander fra den absolutte europæiske top.

“Man skal ikke bare slå for at slå, hvilket jeg kom til at gøre,” lyder det.

Udsætter pro-planerne
Inden kampen havde Enea Sopa givet udtryk for, at en sejr kunne blive springbrættet til en professionel karriere. Nederlaget har dog fået ham til at justere tidsplanen.

Nu er planen at tage endnu en amatørkamp, før han tager skridtet op blandt de professionelle.

“Når vi vurderer, at min performance er på professionelt niveau, så går jeg pro,” forklarer han.

Læs også: Enea Sopa om skifte til Burnell MMA: “Der er ikke rigtig nogen på niveau med dem i Danmark”

Frem mod sin næste kamp vil Sopa lægge ekstra vægt på grappling og kondition. Trods nederlaget er han fortsat overbevist om, at han har niveauet til at konkurrere som professionel MMA-fighter inden længe.

Vejen dertil er blot blevet en smule længere.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.