Lad det være sagt med det samme, jeg har svært ved at vente på det nye Road House-remake. Som inderlig elsker af fladpandet amerikansk kultur har jeg set den originale klassiker flere gange, end jeg har tal på. Bevares, TV3 bruger den også flittigt som polyfilla i de yderlige revner i tv-fladen, men det er en af de film, man bare kan smide stængerne op nyde igen og igen. Remaket har snart premieren på Prime med kamæleonen Jake Gyllenhaal i rollen som den rundhåndede roundhouse kick-uddeler Dalton. Men selv om Gyllenhaal i sig selv er motivation nok til at se en film, så er den nye Road House mest interessant for mig på grund af en af hans kolleger i castet. Den nye ‘Jimmy’ om man vil.
Road House anno 2024 er nemlig Conor McGregors filmdebut. Det var altid et spørgsmål om tid, før den måske største stjerne nogensinde i MMA byttede kanvassen i The Octagon ud med det store lærred i Hollywood, og rollen ligner – uden at have set andet end traileren – det perfekte valg af Den Notoriske. En flamboyant skurk med løstsiddende næver og punchlines. Rig mulighed for at overspille og prikke til seernes forargelse (med en stor irsk lanse). Og sandsynligvis ikke det store behov for at demonstrere dybe følelsesmæssige nuancer. Den karakter virker som om, den er skrevet med Mystic Mac i tankerne.
Jeg tror ikke, at Conor McGregor kommer til at indtage filmindustrien med hovedroller på stribe, som en anden succesfuld slagsbror ved navn The Rock gjorde det. Men der er ingen tvivl om, at der kommer flere tilbud til ham fra de store producenter. Og måske er det godt nok, for i MMA-verdenen lader hans tid som superstjerne til at synge på sidste eller i hvert fald næstsidste vers.
Først og fremmest har Conor McGregor ikke vundet en kamp i buret i tre år. Ved den lejlighed var det i øvrigt på knockout efter 40 sekunder mod Donald Cerrone, der lignede en kastreret cowboy den aften. I de mellemliggende tre år har McGregor været i kamp to gange yderligere – begge mod Dustin Poirier med et knockout-nederlag og en brækket ankel som udfald. I begge kampe lignede den tidligere champ-champ en ultralight udgave af den irske tornado, som fra 2013 til 2016 flåede UFC ud af nichesport-kategorien og skaffede spandevis af nye seere. Hovednavnet ved otte af de 10 bedst sælgende pay-per-views i UFC’s historie. Det er svært at pege på en enkelt atlet, som har haft større betydning for sin sport end blikkenslagerlærlingen fra Dublin, men det er efterhånden også svært at finde rigtig entusiasme, når hans navn bliver nævnt på sociale medier i sportslig sammenhæng. McGregor har teaset for comeback efter comeback. Han har nævnte navn efter navn som mulige modstandere, og der har heller ikke manglet forklaringer på fraværet. Han gør sit bedste for at smide små lunse ud nu og da for at fodre det publikum, der stadig sidder klar ved truget. Men den flok svinder ind i takt med, at der ikke kommer noget nyt om en kamp.
Men hvad er det egentlig også, der stadig drager ved et McGregor-comeback. Den uforlignelige flair for underholdning og ekvilibrismen med en mikrofon i hånden? Ikke rigtig. Det er ved at være meget, meget længe siden, at der kom et citat i “red panties”-kaliberen. Til de seneste to Poirier-kampe virkede han usædvanligt stilforvirret i optakten, for til den første mødte han op som den modne forretningsmand, mens han til den anden ind imellem fremstod mere overtændt end nogensinde før. Men alt imens manuskriptforfatteren bag Road House ‘24 formentlig har skrevet nogle forrygende one-liners til McGregor, så ser det ud som om, at han har mistet sin kant, når han selv skal levere.
Er det så den sublime southpaw, man savner at se i kamp? Ja bestemt, hvis han ellers kan finde det niveau frem igen. Sidst han så stærk ud mod Cerrone virkede baggrunden for billig til at give et klart svar. Reelt set har McGregor ikke vist sit gamle jeg i det ottekantede bur siden sejren over Eddie Alvarez, hvor letvægtstitlen blev taget med hjem til samlingen. Den kamp havde seks års jubilæum i november. Tiden efter har budt på det historiske hypejob med Mayweather og tre nederlag i fire kampe. Og sat lidt på spidsen har McGregor set mindre skarp ud for hver gang.
Er det så en ubetalt regning vi vil se ham få ud af verden? En rematch med en af hans mange rivaler? Heller ikke rigtig – i hvert fald i mine øjne. Jeg behøver ikke endnu et build up til en kamp mod Poirier, som selv er faldet et godt stykke ned af tinderne siden deres seneste møde. Nate Diaz er langt over sidste salgsdato – ligesom mange argumenterer for, McGregor er – og selv hvis Dana White skulle få lokket den yngre Diaz-bror tilbage i folden, så tvivler jeg på, at deres PPV-salg vil komme i nærheden af dem fra deres første to opgør. Det skriger af over the hill.
Kampen mod Khabib leverede den måske mest dramatiske opbygning nogensinde til en UFC-kamp, men selve duellen i buret leverede en ensidig gennembankning af McGregor, der aldrig var i nærheden af at give russeren problemer. Derudover er Khabib gået på pension og lader til at have lovet alle sine kære, at det er forbi med at kæmpe. Et løfte han har tænkt sig at holde.
Så hvem er det vi gerne vil se ham mod? McGregor selv vil nok mene, at han skal stå på den største scene og vinde sin letvægtstitel tilbage. Men jeg tvivler på, du kan finde en levende sjæl med moderat MMA-forstand, som tror bare et splitsekund på, at McGregor kan slå Islam Makhachev. Og derfor holder han sig nok langt væk, med mindre det er hans eneste mulighed for at finde den sidste titelkamp. Desuden er McGregor i et længerevarende langdistance hadsforhold til Justin Gaethje, som han har skudt frem og tilbage med på X og i pressen masser af gange. Men Gaethje står foran en kamp om bæltet mod Makhachev . Skulle han droppe den for en modstander, der forlængst er faldet ud af ranglisterne på grund af sin inaktivitet? Det lyder ikke så Gaethje’sk. Glem også bare Arman Tsarukyan, Benoit Saint-Denis og hvem der ellers virkelig har vind i sejlene. Det er for høj risiko og for lille udbytte for McGregor.
Nej, det er nok Chandler-kampen, vi kan vente os, hvis det bliver til mere McGregor i UFC. Den kan for såvidt også blive sjov nok i opbygningen med Chandlers sans for underholdning, og det samme gør sig gældende for den endelige duel i buret, hvor Chandler formentlig vil være for opsat på at levere en klassiker til at gå den rationelle vej og bruge sin brydning til at vinde en kontrolleret sejr. Men Chandler-kampen har været undervejs i hvad der føles som 100 år, og ikke engang en sæson af The Ultimate Fighter med de to kombattanter som trænere kunne sætte fut i processen. Faktisk kan man godt få det indtryk, at Chandler ikke rigtig tænder McGregor nok som modstander.
Spørgsmålet er bare også, om en McGregor-kamp efterhånden tænder MMA-fansene nok til, at han kan sætte en endnu en kile ind blandt de 10 bedst sælgende pay-per-views i UFC’s rekordbøger.
Jeg har min tvivl.