Oven på nattens stævne i The Apex og et næsten antiklimatisk main event, hvor Tai Tuivasa kom pinligt til kort på kanvassen, har jeg tænkt en del på sværvægtsklassen i UFC. Sværvægt er jo ikke bare en vægtklasse. Det er den mest mytiske og fascinerende på tværs af kampsport. Letvægt og fjervægt har været de stærkeste hvad angår mængden af elitekæmpere i toppen de seneste 10 år, men sværvægt er der hvor alt kan ske. Hvor forskellen på en favorit og en underdog aldrig er mere end et enkelt slag. Hvis man laver en top-3 over drømmekampe, man helst vil se på tværs af alle vægtklasser, så bør der altid være mindst én sværvægtskamp.
Den kamp er der bare ikke nu for mig at se. Jeg er ikke specielt ophidset ved tanken om Stipe Miocic og Jon Jones, som bliver den næste titelkamp, uanset at Tom Aspinall er interim-champ, uanset at Stipe ikke har været i kamp i tre år og uanset, at vi ikke aner, hvornår Jon Jones er skadesfri og kan kæmpe. Den har selvfølgelig masser af stjernestøv og nostalgi, men den sportslige relevans er til at overse. Hvis Stipe Miocic på en eller anden måde skulle blive den første, der slår Jon Jones rigtigt og generobrer sit bælte, så betyder det ikke, at vi kommer til at se mere til brandmanden fra Ohio, end vi gør nu. Han har den her kamp tilbage, og det er det. Og jeg vil ligeledes blive svært overrasket, hvis vi ser mere til Jon Jones, når de to legenders duel engang er overstået. I hvert fald hvis han – som jeg stærkt regner med – forsvarer sin titel. Francis Ngannou er væk, og dermed er Stipe Miocic den eneste tilbageværende sværvægter med stjernestøv nok på sit navn til at motivere Jonny Bones til en træningslejr mere.
Det betyder også, at vi skal have kåret en ny champ, når Jon Jones er færdig med at varme bæltet. Der er bare det ærgerlige, at vi allerede har set de to mest ophidsende og stærkeste af de øvrige sværvægtere kæmpe mod hinanden. Det gjorde de i november, og kampen varede sølle 69 sekunder. Så lang tid tog det Tom Aspinall at knockoute monstrøse Sergei Pavlovich. Når Jon Jones eller Stipe frigiver titlen, vil det være himmelskrigende uretfærdigt, hvis ikke Aspinall er den ene part i den efterfølgende kamp om det ledige guld. Men hvem skal han slås mod? Det er ikke fordi at den mest legendariske af alle vægtklasser byder på spandevis af spændende udfordringer i sin nuværende forfatning. De mest oplagte bud er vel Ciryl Gane og Curtis Blaydes. Begge to brænder cirka ligeså meget igennem på skærmen som beige sovs. Tanken om en af dem som bannerfører i sværvægt er helt sikkert ikke en, der får hårene til at rejse sig på Dana Whites arme. Så skal det da være i angst. Der virker oddsene langt bedre for, at UFC kan gøre Tom Aspinall til en superstjerne. Gane er i øvrigt også kommet til kort i to titelkampe allerede, og selv om Curtis Blaydes rent teknisk tegnede sig for en sejr, da Tom Aspinalls knæ gav op efter 15 sekunder af deres kamp, så har jeg mere end svært ved at se ham stille noget op over for englænderen i en rematch.
Sværvægtsdivisionen ser ikke bedre ud, selv om man kigger længere ned af ranglisten. Tværtimod. Uden for top-5 er der ikke én kæmper blandt de nuværende 15 rangerede, der kommer i nærheden af titlen. Alexander Volkov har allerede tabt til både Blaydes, Gane og Aspinall. Jailton Almeida leverede så dødssyg en sejr over Derrick Lewis, at han blev smidt helt ned på prelims til sin efterfølgende kamp og blev stoppet af Curtis Blaydes. Tai Tuivasa, Jairzinho Rozenstruik og Derrick Lewis har vist sig så pinligt ringe på gulvet, at man næsten ikke orker at se dem i kampe mod bare moderat dygtige grapplere, fordi man ved kampen sandsynligvis slutter ved første takedown. Sergei Spivac og Marcin Tybura er gode nok til ranglisten men hverken gode eller salgsbare nok til at kæmpe om bæltet, og det samme gælder Alexandr Romanov og de to slippe brasilianere fra American Top Team.
For at besvare det indledende spørgsmål: Ja, som jeg ser det, er sværvægt lige nu den svageste af herrernes vægtklasser i UFC. Både hvad angår bredden, men også når det kommer til niveauet i den absolutte top. Det er det sidste, der for alvor gør en vægtklasse interessant, og her halser de tunge drenge efter resten. Selv i fluevægt, hvor man lige har foræret en titelmulighed til nummer 10 på ranglisten, er der flere oplagte kandidater til at kæmpe om bæltet, selv om mesteren Pantoja allerede har slået nogle af de forreste mænd i køen flere gange. Sværvægt trænger i den grad til nyt blod, og man må håbe, at der kan være noget på vej i f.eks. Kamaru Usmans bror og TUF-vinder Mohammed, eller den cubanske albatros Robelis Despaigne, som dog dårligt nok er blevet testet på seriøst niveau endnu. Men om de kan noget eller ej, så er der kort vej til toppen i den tungeste vægtklasse, og det vil ikke overraske mig, hvis nogle af de stærke navne, der har løbet panden mod muren i letsværvægt, vælger at emigrere en vægtklasse op og se, hvad det kan blive til. Det kunne sagtens være en spændende ny start for folk som Johnny Walker og Ryan Spann.
Main eventet i aftes mellem Tybura og Tuivasa vil ikke gå over i historiebøgerne, men til gengæld har der været en anden fantastisk historie om sværvægt i denne uge. Ikke en der involverer de aktive kæmpere, men derimod legendariske Mark Coleman, der i den forgangne uge vågnede op fra kunstigt koma ovenpå en brand i sit og sine forældres hjem. Ikke nok med at Coleman reddede begge sine forældre ud af flammerne, han satte sit liv på spil en tredje gang for at redde sin hund Hammer. Den sidste mission lykkedes desværre ikke, men The Godfather of Ground’n’Pound og hans mor og far er heldigvis stadig iblandt os, og Coleman er ikke blevet mindre ikonisk af den rørende virale video af ham og hans døtre fra opvågningsstuen.
Dyb respekt og rigtig god bedring til ‘The Hammer’!