Kære Tony,
Der har været over 700 UFC-stævner. Vi nærmer os kamp nummer 8000 i firmaets utrolige historie. Jeg kan ikke finde det samlede antal af mænd og kvinder, der er gået ind i The Octagon for at slås, men lige nu er der omtrent 600 kæmpere på kontrakt. Kun en forsvindende lille brøkdel af dem har haft en karriere, der kommer i nærheden af din.
Du trængte ind i UFC på den hårde måde. De ville ikke have dig med i The Ultimate Fighter, men du gav dem intet valg med 10 sejre i bæltet og en afslutningsprocent på 90. Hvilket held – for UFC.
Din sæson (og ‘din’ blev det) var spækket med hårde halse og havde testosteronbøfferne Brock Lesnar og JDS som tutorer. I TUF-husets machomiljø fik vi de første vidnesbyrd om, at du ikke var helt som de andre. Der var psykiske spøgelser, som nu og da kiggede frem og bandt knuder på båndene til resten af gruppen. Men i buret var du urokkelig. Pløjede igennem modstander efter modstander, indtil du stod med kontrakten i hånden en salig sommeraften i Las Vegas.
Efter dit første setback som UFC-fighter mod Michael Johnson og et års pause med en ødelagt arm tog tingene for alvor fart. Ikoniske 12 sejre i træk i den mest stjernespækkede vægtklasse i verdens førende MMA-promotion. Kun tre af de 12 ofre holdt sig i live til det sidste horn lød. Undervejs vandt du interimbæltet, men de tog det fra dig allerede efter seks måneder på grund af en skade. Der bliver i sandhed gjort forskel på folk i det firma.
Brutale brawlere som Edson Barboza og Lando Vannata blev tvunget til at give fortabt. Tidligere verdensmestre som Rafael Dos Anjos og Anthony Pettis blev gennembanket. Rekordernes konge Donald Cerrone tæskede du tør for den second wind, han ellers havde fundet. Han vandt aldrig en kamp igen. Du var i sandhed El Cuycuy.
Ingen kan fortælle en ægte kriger, hvornår han skal trække sig fra slagmarken. Når du mere end 30 gange har sat dit helbred og din fremtid på spil for at begejstre alle os, der elsker at få lov til at betragte de episke slag i sikker afstand på tribunen eller i sofaen, så har du mere end fortjent retten til at bestemme, hvornår du forlader festen. Uden dig var der ikke en.
I går aftes kunne jeg ikke lade være med at bide mærke i den lange tænkepause, du tog, da Daniel Cormier spurgte, om det her var sidste stop for Ferguson-toget. Jeg funderede bagefter over, om du skiftede mening lige dér ved ekkoet af dit navn, som gjaldede fra et publikum på tribuner mange tusinde kilometer hjemme fra. Du sagde jo, at det var UFC eller ingenting, men på pressemødet åbnede du så alligevel op for at søge andre græsgange. Var det reelt planen at sige tak for denne gang, hvis det endte med endnu et nederlag – og fik kærligheden fra MMA-fans et helt andet sted på jordkloden din beslutsomhed til at slå revner?
I så fald er det helt forståeligt. Selv overnaturlige typer som dig er lavet af kød og blod. Til syvende og sidst kan hjernen ikke overdøve hjertet. Og hvis nogen skal bede dig genoverveje beslutningen, skal det i hvert fald ikke være tastaturkrigere som undertegnede. Men jeg kan godt sige, at jeg brændende under dig et værdigt farvel til det bur, hvor du har givet så mange mennesker så mange minder, og jeg må også sige, at jeg har sværere og sværere ved at se, hvordan det værdige farvel skal blive til virkelighed. Din frygtelige stime på otte nederlag startede mod dræbermaskiner som Justin Gaethje og Charles Oliveira. Indtil den grumme knockout mod Chandler, håbede jeg stadig på, at du ville få pustet ild i bålet igen. Siden er det kun gået ned ad, og det samme er modstandernes kaliber. Bevares, Michael Chiesa har selv haft en flot karriere, men hvis jeres kamp i 2016 var blevet til noget, havde du slagtet ham. Desværre gik det, som de fleste af os havde frygtet. Så snart han fik dig ned, var det forbi.
Jeg synes ikke, at scenen i går var til den afsked, du har fortjent. Du burde ikke skulle sige farvel i Abu Dhabi, men i en af de legendariske arenaer hjemme i USA. Det burde ikke være midt på en tilfældig fight nights main card. Og endelig burde det ske mod en anden legende, og den status har Chiesa – med alt respekt – ikke. Problemet er, at UFC ikke kan forsvare at give dig det ideelle scenarie efter otte nederlag – en negativ rekord i organisationens annaler. Det er ikke en hyggeklub, men en benhård verden, der bygger på Darwins filosofi om, at kun den stærkeste overlever. Vi kan heller ikke glemme, at du har haft chancen for det helt rigtige farvel. UFC 279, i kampsportens mekka T-Mobile Arena, main event mod med-ikonet Nate Diaz. Dér var den perfekte anledning til at sadle hesten og sætte kurs mod solnedgangens smukke sortie. Nu kan det kun blive et langt mindre mindeværdigt exit. Især hvis du vælger, at kæmpe videre uden for UFC. Vi må formode at turen i The Octagon i aftes var den sidste. Jeg tror heller ikke, at PFL står klar med en kontrakt til manden med rekorden for flest nederlag i træk. Men et mindre forbund kan godt finde på at hyre dig ind alene for omtalen. Jeg håber, du siger nej tak.
Fansenes kærlighed vil du aldrig miste, det fik vi rigeligt bevis for i Etihad Arena. Det her kvad er skam også skrevet med kærlighed og afgrundsdyb respekt. Du har givet alt, Tony. Vi finder aldrig ud af, om du var manden, der kunne besejre Khabib. Med fem aflyste dueller var det nærmest som om, at en eller anden overjordisk kraft stoppede jer i at møde hinanden. Måske var der noget, der holdt hånden over russeren. Måske var du manden. Det vil være et af de helt store ubesvarede spørgsmål, som MMA-entusiasterne fortsætter med at diskutere i mange år efter, at den her epoke er forbi.
Tak for alt i UFC-regi, bøhmand. Kæmpe held og lykke med det, der venter nu.