I morgen er der præcist én måned til, at det går løs ved ADFC’s første academy-stævne.
Her ved vi allerede nu, at Marsel Terteryan skal kæmpe main event mod finske Mici Saaristo.
Læs også: Terteryan får main event-spot: Møder rutineret finsk kæmper
Og så ved vi, at Guldboxen i Nykøbing Falster også lægger arena til de første otte kamp i Mark O. Madsens storstilede amatør-turnering ‘Fear Nothing Tournament’, hvor der er en førstepræmie på 50.000 kroner på højkant.
Det står klart, efter Mark O. Madsen i går kunne melde ud, at turneringen efter massiv interesse officielt udvides fra otte til 16 kæmpere.
Læs også: Mark O. udvider storstilet turnering: “Feltet var for stærkt til at vælge”
Nu er den første kamp i turneringen så også både på plads og offentliggjort. Den kommer til at bestå af den forsvarende danske mester i letvægt, Oliver Petersen fra Great Danes Fight Club – og den stærke svensker Rami Omar.
Fire sejre i fire kampe
Og der venter det bare 19-årige danske Great Danes-talent en på papiret særdeles hård modstander. Rami Omar er ifølge Tapology noteret for fire kampe, som han alle har vundet.
I december 2024 kæmpede han om det ledige letvægtsbælte i Wolf Fight Promotion, hvor han tog en sikker sejr på point over landsmanden Noah Laryea.
Oliver Petersen er dog også selv i ganske god form og har fem sejre i sine seneste seks kampe.
Læs også: Great Danes-talent dropper ferien: “Vil vise jeg er den bedste letvægter”
Danskerens eneste nederlag faldt ved VM i MMA i februar mod tyske Lewis Ndzana, der såmænd også er blandt deltagerne ved ‘Fear Nothing Tournament‘.



