Danmarks MMA-univers

Fem kampe vi gerne vil se på dansk grund i 2025

Der bliver kigget en del tilbage i Fighting.dk’s julekalender i denne tid, men vi vil selvfølgelig også gerne kigge lidt fremad. Derfor har vi vredet hjernerne og er kommet op med fem kampe, som vi i den grad gerne vil se finde sted på det hjemlige MMA-landkort inden 2025 rinder ud.

Simon Seiler vs. Janus Olsen
Denne her virker så oplagt, som den kan blive. Simon Seiler har indikeret, at han har en revanchekamp i tankerne til sit første forsvar af MMA GALLAs weltervægtstitel, men hvis han holder på bæltet, så må kampen næsten være på MMA GALLAs tegnebræt. Måske en kamp i november på Seilers hjemmebane i Odense, hvor han er et fint trækplaster. Eller tættere på Olsens hjemmebane et par måneder forinden, hvor MMA GALLA for anden gang i 2025 lægger vejen forbi Brøndby Hallen. Det er på tværs af alle vægtklasser to af de mest underholdende kæmpere, vi har herhjemme. Begge jagter afslutningen fra det øjeblik kampen bliver sat igang, og de er gået igennem deres respektive amatørkarrirerer uden at stå over for hinanden. En sejr mere til begge de herrer, og så kan den kugle ikke støbes bedre.

Rida Jawad vs. Sigurd Rømer
Kunne det her være en potentiel finale i MMA GALLAs Victory Tournament? Vi ved at Rida Jawad skal med, og Sigurd Rømer spurgte selv efter en plads i turneringen efter sin seneste kamp. Med forbehold for lodtrækning, og ikke mindst hvad der kommer af spændende fightere fra andre nordeuropæiske lande, så ligner det her et fremragende match up i letvægt mellem to af de pt. stærkeste amatører i vægtklassen, man finder på hver sin side af Storebælt. Der er dog en X-faktor, der hedder Anzor Ediev, som i februar besejrede Sigurd Rømer på sidstnævntes eget territorium i Odense. Ediev møder lige præcis Rida Jawad ved DFC 2.0. Om CSA-talentet, der for nylig nappede FG Fight Nights titelbælte, har planer om at træde ind i Victory Tournament ved vi ikke. Men uanset om de har et fælles nemesis eller ej til den tid, så vil en kamp mellem Rida og Rømer – to unge mænd med stærke submission-skills – være en værdig finale, eller bare en svært seværdig kamp uden andet end æren på spil.

Mikkel Hennings vs. Gabriele Varesano
Sidst Varesano var i Danmark, skabte han – sammen med Janus Olsen selvfølgelig – en af de mest underholdende kampe på dansk jord de seneste par år. Han har også været forbi MMA GALLA før, og blev dengang besejret af Simon Seiler. Men vi vil gerne se Varesano kæmpe igen, og samtidig er der en tredje stærk weltervægter i vor hjemlige andedam, som han ikke er tørnet sammen med endnu. Mikkel Hennings er holdkammerat med Janus Olsen og mødte Simon Seiler den aften, hvor Olsen og Varesano bragede sammen. Det kunne være en solid test og en god donkraft til at komme tilbage på sejrssporet for Hennings efter karrierens første nederlag. Med en betragtelig fordel i højde og rækkevidde ville det heller ikke være et dumt matchup mod de italienske terrier. Og ja, italieneren var eddikesur umiddelbart efter den lille fadæse, hvor han fejlagtigt blev annonceret som vinder i Odense, men vi tror ikke, at harmen stikker dybere end, at han gerne tager en tur mere til Skandinavien for endelig at få den sejr.

Oliver Vorm vs. Rick Gangia
Nu er det totalt nemt bare at hive navne op ad hatten, fordi begge er danske og deler vægtklasse, men læs lige idéen til ende. Der er klart forskel på, hvor Oliver Vorm og Rick Gangia befinder sig i deres MMA-liv. Vorm er ved at trimme ned til letvægt og har tre kampe på sit professionelle CV. Rick Gangia er en af den danske scenes mest aktive og rutinerede kæmpere med 12 profkampe bag sig. Han kommer endda lige fra en titelkamp hos MMA GALLA. Det er selvklart ikke ham, Oliver Vorm skal op imod i Brøndby Hallen 1. marts. Men lad os sige, at Vorm vinder sin debut i letvægt (efter to catchweight-kampe) og vinder en kamp mere til sommer på overbevisende manér. Er det så helt ude i hampen at sætte de to sammen til et danskerbrag i Odense i november? Den rutinerede ræv mod en fremadstormende landsmand med gang i en stime på fire overbevisende sejre? Hvem ved om letvægtstitlen måske endda er ledig til den tid…

Søren Bak vs. ???
Jamen ham vil vi egentlig slet og ret bare gerne se gøre problemerne med korsbåndet til en del af fortiden og træde ind i buret igen. Med øksen, ulvepelsen, Fever Ray’s ikoniske underlægningsmusik og hele herligheden på walk-in’en. Nu har Bak jo fortalt, at der var masser af interesserede arbejdsgivere i det store udland, inden det andet knæ gik i stykker, så skal comeback’et være på dansk grund, skal det nok være i KB Hallen, hvor vi så ham sidst. Denne gang ikke som Vikinge-dirigent men som MMA-fighter hos DFC. Skaf en international freelance letvægter med liv i og lad det danske publikum danne en forrygende kulisse, når en af vores lands dygtigste kæmpere endelig får sit forhåbentlig både emotionelle og episke comeback efter et årelangt skadeshelvede. Den scene vil være lige til en moderne Vikinge-saga.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.