Der kan være flere bælter på vej til samlingen for den dansk-palæstinensiske Yahya Ali, som ved fredagens stort anlagte Elite Fight League 3 i Frederiksberghallerne vandt EFL’s såkaldte skandinaviske titel ved at besejre den svenske veteran Martin Fouda.
Læs også: Stor live-reportage fra EFL 3: Yahya Ali og Abdullah tog titlerne på dramatisk aften
Fighting.dk erfarer nemlig, at Yahya Ali allerede har en aftale på plads om en ny titelkamp, der efter planen skal finde sted i det sene efteråret.
Ifølge vores oplysninger så er der tale om titelkampe hos den vestegnske kampsportshybrid UNITE, hvor Yahya Ali er udset som den ene part af en titelkamp om den interne UNITE-titel.
Yahya Ali har tidligere kæmpet en enkelt kamp under UNITE-fanerne. Det var ved ‘UNITE – The Return’ i Brøndby Hallen den 30. november sidste år, hvor Rumble Sports-kæmperen besejrede italieneren med det ejendommelige navn Salvatore Pizza på submission i første runde.
Læs også: Yahya Ali deler vildt billede: I fredags vejede jeg 61 kilo, men nu…
Det er ifølge vores oplysninger netop, når UNITE igen lægger vejen forbi Brøndby Hallen den 29. november, at Yahya Ali skal i buret til kampen om UNITE-titlen.
Fire dominerende sejre i fire kampe
Hvem den dominerende dansk-palæstinenser skal stå over for, vides endnu ikke.
Yahya Ali står noteret for fire kampe som pro, og dem har han vundet stort set uden at få sved på panden. Alle fire kampe har han nemlig stoppet sine modstander i første omgang.
Den længste kamp, Yahya Ali har været involveret i, var faktisk hans sejr fra i fredags, hvor han var to minutter og 24 sekunder om at stoppe Martin Fouda.