Gregory ‘Robocop’ Rodrigues leverede natten til søndag dansk tid en af karrierens bedste præstationer, da han i hovedkampen ved UFC’s Fight Night i Sacramento besejrede Anthony ‘Fluffy’ Hernandez.
Og det skete oven i købet på amerikanerens hjemmebane. Hernandez er født i Dunnigan lige uden for Sacramento og vendte dermed hjem til et forventningsfuldt publikum.
Men brasilianeren havde ikke tænkt sig at please hjemmepublikum, da kampen først blev sat i gang.
I en regulær krig over fem omgange fik Rodrigues det afgørende overtag med sin stærke striking og tunge hænder. Brasilianeren lykkedes i høj grad med sin gameplan om at holde kampen stående, hvor han udnyttede sine styrker til at sende Hernandez i gulvet hele fire gange i løbet af kampen.
Samtidig viste Rodrigues en imponerende defence og afværgede 26 af Hernandez’ 29 takedownforsøg, så amerikaneren aldrig fik gang i sin ellers frygtede brydning.
Efter fem hårde omgange faldt dommerstemmerne på 48-47, 49-46 og 48-47 – alle i brasilianerens favør.
Læs også: Spektakulære finishes og fem-runders krig: Se alle resultaterne fra UFC Sacramento
Sejren er en stor fjer i hatten for Rodrigues (20-6), der nu har vundet fire kampe i træk og vel så småt melder sig ind i rækken af kandidater til en titelkamp. Efter kampen kaldte brasilianeren da også den tidligere mellemvægtsmester Dricus du Plessis ud i det, der godt kunne blive en contender-kamp, hvis sydafrikaneren altså ser potentiale i et matchup mod Rodrigues.
For Hernandez blev det en hård aften på hjemmebane. Amerikaner har nu for første gang i karrieren tabt to kampe i træk, efter at hans stime på otte sejre tidligere på året blev brudt af Sean Strickland.


