Danmarks kampsportsunivers

Flot hæder efter vild knockout-stime: Louis Thastum kåret som Årets Fighter

Louis Thastum efter at have besejret Kaan Er ved Airtox Dominance 4.0 i september. Foto: Airtox Dominance

Tre kampe og tre sejre – alle sammen på knockout.

Det var nok til at sikre Louis Thastum titlen som Årets Fighter ved Airtox Dominance 2025.

Den 24-årige CSA-profil markerede sig allerede på fornemmeste vis, da han debuterede ved Airtox Dominance Academy 1.0 i Guldboxen i Nykøbing Falster den 30. august.

Mod den yderst talentfulde Otto Hauxner Enochsen fra Renegade MMA leverede Louis Thastum et stærkt bud på årets vildeste knockout, da han med en syngende venstre fuldstændigt slukkede lyset på ellers ubesejrede Enochsen.

Læs også: Thastum efter tredje KO-sejr i træk: “Resultatet af en masse god, hård træning”

Thastums fulgte op med en TKO-sejr tre uger senere ved Airtox Dominance 4.0 i KB Hallen, hvor CSA-weltervægteren stoppede Mikentas Kaan Er efter to medrivende omgange.

Den tredje og sidste knockout-sejr til Thastum faldt den 1. november ved årets andet Academy-stævne. Ved den lejlighed vandt Louis Thastum på TKO i første runde mod den lokale Nykøbing F MMA-kæmper Bastian Balch.

Ud over de tre flotte TKO-sejre i Airtox Dominance-regi har Louis Thastum ligeledes en sejr ved Esbjerg Fight Night 4.0 tilbage fra februar, så CSA-profilen kan altså prale af et 2025, der har budt på fire sejre i lige så mange kampe.

Læs også: Efter fire sejre i år: Nu kalder Thastum Great Danes-stortalent ud

Det var en afstemning på Airtox Dominances sociale medier, der var afgørende for valget af Louis Thastum som Årets Fighter.

Thastum vandt afstemningen foran Oliver Petersen fra Great Danes Fight Club med hans CSA-holdkammerat Kasper Hansen på tredjepladsen.

    Del artiklen:

    Få MMA-overblikket

    I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.