Danmarks kampsportsunivers

Tilfreds Sandbeck klar til næste kapitel: “Bæltet er det langsigtede mål”

Foaud Sandbeck efter sejren ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen - en kamp, der blev hans sidste som amatør. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA

Efter fire år og 12 amatørkampe er MMA-kæmperen Fouad Sandbeck klar til at tage springet til de professionelles rækker.

Det står klart, efter Renegade MMA-fighteren i forrige skrev under på en pro-kontrakt gældende for de kommende to år med MMA GALLA.

Læs også: MMA GALLA skriver pro-kontrakt med Fouad Sandbeck

Efter planen bliver 28. marts næste år datoen, hvor Sandbeck skal i buret uden benskinner og med tyndere handsker til sin pro-debut, når MMA GALLA gæster Brøndby Hallen.

“Jeg føler, at jeg har nået et niveau i min udvikling, hvor det naturlige næste skridt er professionel MMA,” fortæller Fouad Sandbeck, der udover sine 12 MMA-kampe fortæller han også mere end 100 grappling– og striking-kampe i bagagen.

“Mentalt og fysisk føler jeg mig klar. Jeg har fået erfaring nok til at kunne lære af mine kampe, og ikke bare kæmpe dem. Min hverdag er efterhånden bygget op, så jeg kan træne som professionel, samtidig med at mit privatliv fungerer,” siger Fouad Sandbeck.

Tillid afgørende for valget
Selvom flere promotions, både danske og udenlandske, viste interesse for Renegade MMA-fighteren, var valget af MMA GALLA en naturlig beslutning.

“Hovedparten af mine kampe er kæmpet hos MMA GALLA, og over tid har jeg opbygget et personligt tillidsforhold til folkene bag. Tillid er afgørende i MMA, fordi der sker så meget bag kulisserne med kampe, matchning, sidste-øjebliks-ændringer og langtidsplanlægning,” forklarer Sandbeck, der også fremhæver organisationens stabilitet som afgørende:

“MMA GALLA er en stabil organisation, der har været på banen i årevis. Når man skriver en kontrakt på to år, er kontinuitet vigtig,” lyder det fra den kommende pro.

Lærerige nederlag og store sejre
Når Sandbeck kigger tilbage på sin amatørkarriere med 10 sejre og to nederlag, er han tilfreds med udviklingen. Særligt to kampe står klart i erindringen.

“Jeg husker min kamp mod Emil. Vi havde trænet sammen fra første dag jeg startede i Renegade. Efter kampen fandt jeg ud af, at det bare var en kamp som alle andre, og det lærte mig meget,” reflekterer Sandbeck om kampen, der var en DM-titelkamp i bantamvægt, som han endte med at tabe på decision.

Blandt Sandbecks mange sejre som amatør har han særligt gode minder fra Brøndby Hallen i marts måned i år, hvor danskeren stod over for italienske Andrea Madruga:

“Han var 8-0 på Tapology, men vi vidste han havde vundet over 20 kampe. Jeg følte mig virkelig som underdog op til kampen, og efter jeg vandt i 2. runde, sad jeg tilbage som vinder. Det var virkelig en tur gennem hele følelsesregistret,” fortæller Fouad Sandbeck om sejren, som Fighting.dk selv dækkede ringside.

Generelt ser Renegade MMA-kæmperen tilbage på sin amatørkarriere med stor tilfredshed.

“Jeg er bestemt tilfreds med det, jeg har nået. 12 kampe, hvor jeg hver gang har forsøgt at udfordre mig selv. Jeg har ikke taget “walk-over”-kampe, men har søgt mod de kampe, der på det tidspunkt var hårde udfordringer,” siger Fouad Sandbeck, der også vil huske sin tid som amatør for al den hjælp, han har fået gennem årerne.

“Jeg tænker tilbage på alle dem, der har hjulpet mig i klubben, træner-teamet, klubkammerater og sparringspartnere, som har hjulpet mig op til mine kampe. Jeg husker også de gange, jeg har sagt ja til en kamp mod en ukendt modstander, kampe på kort varsel. Ups and downs. Det hele er en del af det, jeg ser tilbage med tilfredshed på, og som jeg har nået i de 4 år jeg har trænet MMA.”

Bæltet som langsigtet mål
Selvom ambitionerne er store, holder Sandbeck fokus på den nærmeste fremtid.

“Mit første mål er naturligvis at komme godt i gang med mine pro-kampe,” lyder det fra Sandbeck, der som amatør kæmpede i bantamvægt, men som professionel har planer om at rykke ned i flyweight, hvor MMA GALLA pt. har et ledigt bælte.

“Mit langsigtede mål er klart at kæmpe om flyweight-bæltet, men jeg tager det én kamp ad gangen. Jeg skal stadig arbejde hårdt på hele tiden at blive bedre, så fremtiden vil vise, hvor det ender,” lyder det beskedent fra Foaud Sandbeck.

Efter en travl periode i år, hvor han har kæmpet MMA-kampe på bare seks måneder, vil de kommende måneder bruges på træning og forberedelse uden konkurrencer.

I starten af 2026 går turen til Thailand på træningslejr som optakt til pro-debuten.

“Jeg har et par tekniske områder, jeg prioriterer i de næste seks måneder, men ellers er mit fokus det samme i alle mine kampe, at kæmpe på mine præmisser. Det handler i bund og grund om at gøre hele pakken mere effektiv,” fortæller Sandbeck.

Han glæder sig over den generelle udviklingen, dansk MMA er inde i, og ser timingen for en pro-karriere som rigtig god.

“Dansk MMA er i rivende udvikling, og det gør timingen endnu bedre at gå pro, mens sporten har så meget medvind,” slutter Sandbeck optimistisk.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.