Danmarks kampsportsunivers

Fouad Sandbeck har store planer: “MMA GALLA-bæltet bliver mit i 2027”

Foaud Sandbeck efter sejren ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen - en kamp, der blev hans sidste som amatør. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA

24-årige Fouad Sandbeck fik en perfekt start på tilværelsen som professionel MMA-fighter, da han ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen kun skulle bruge to minutter på at stoppe ukrainske Alexander Krupenkin.

Allerede den 9. maj skal Renegade MMA-kæmperen i buret igen, når han møder tyske Ahmad Abbas ved MMA GALLA vol. 31.

Ifølge Fouad Sandbeck er det kun starten på noget meget større.

“Jeg er egentlig ret ligeglad med, hvem jeg skal møde, for målet er det samme. Jeg skal vinde kampene, og så skal MMA GALLA-bæltet nok blive mit,” fortæller Fouad Sandbeck til Fighting.dk.

Går en vægtklasse ned
Som amatør kæmpede Sandbeck stort set alle sine kampe i bantamvægt – samme vægtklasse, han pro-debuteredei. Men det var primært fordi, han fik en short notice-modstander.

Planen som pro er nemlig at kæmpe i flyweight op til 57 kilo.

Her kæmpede Arte Suaves Mack Promanee sidste år om MMA GALLA-bæltet i en kamp mod svenske Zoran Milic. Det blev en tæt kamp, Milic vandt på dommersedlerne, men hvor svenskeren ikke nappede bæltet, da han var vejet for tungt ind.

Læs også: Kæmpe MMA GALLA-reportage: Knuste titeldrømme og vilde danske sejre

Promanee er dog ikke den modstander, Sandbeck helst vil møde i en eventuel titelkamp.

“Mack og jeg er rigtig gode venner, så det er ikke en kamp, jeg aktivt søger. Men hvis den kommer, så kommer den,” understreger Fouad Sandbeck.

Kunne en kamp mod Zoran Milic være mere oplagt? Så du kan revanchere et dansk nederlag?

“Ja, det er klart mere interessant for mig. Men som sagt betyder det ikke noget, hvem jeg skal op mod,” lyder det fra Fouad Sandbeck, der ser 2027 som året, hvor en titelkamp er realistisk.

I første omgang kæmper Fouad Sandbeck dog sin anden pro-kamp ved MMA GALLA vol. 31 i Odense den 9. maj.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.