Noche UFC var en opvisning i pompøs palaver. En svulstig visualisering af overdrevent frådseri. Og samtidig var det overdådigt smukt, hjertevarmt og ligeså formidabelt at opleve, som Dana White havde lovet. Jeg ved ikke, om der er en Emmy, Grammy eller Oscar-kategori for bedste live sportsevent, men hvis der er, behøver juryen næppe votere længe.
Fra den utrolige detaljegrad i LED-himlen over publikum aftenen igennem til de imponerende animationsværker om Mexicos ufatteligt rige historie. Jeg var blæst helt tilbage i stolen over, hvor forrygende gennemtænkt og fuldendt det hele var. Et mesterværk som man kun kan håbe, at UFC en dag vil genskabe. Der skal nok sidde dem, der gerne vil tale om fighter-betaling og alle de millioner af dollars, som festen kostede. Men skal vi ikke hellere nyde, at vi har fået en så unik og udsøgt oplevelse?
UFC’s præsident var selv skuffet. Ikke over selve kulissen og kulminationen på det enorme forarbejde, som med undtagelse af ganske få og forståelige småfejl i produktionen sad lige i skabet. Nej, Dana White var utilfreds med de to titelkampe. I en grad så han sagde efter stævnet, at han håbede, eventuelle nye UFC-seere havde slukket efter de første tre kampe. Det var ikke rigtig til at se den bramfri boss’ ansigtsudtryk, da han spændte bæltet om livet på Merab Dvalishvili, men der var næppe smil fra øre til øre. Mon ikke hans humør var omtrent ligeså godt, som da han måtte overrække weltervægtstitlen til Belal Muhammad for syv uger siden i Manchester?
Det var bestemt heller ikke de to mest mindeværdige titelkampe i firmaets levetid. Alle vidste hvordan Merab Dvalishvili ville gribe kampen an mod Sean O’Malley. Mange af os troede bare ikke på, at ‘Sugar’ ville være så ‘nem’ at neutralisere. Tag ikke fejl, den nye champ leverede en forrygende præstation. Lige fra han fik lukket kæften på O’Malleys øretævetiggende træner Tim Welch i de første sekunder af kampen, kørte alt på Merab Dvalishvilis præmisser. Spørgsmålet om, hvorvidt han kunne stå for presset, blev besvaret allerede, da han gik op ad trappen til buret, vendte sig om og brølede ud til publikum. Som om han omfavnede alt energien i Sphere og tog den til sig. O’Malley fremstod ligeledes enormt overbevisende, da han skridtede ind til Lupe Fiascos Superstar. Så karismatisk som nogensinde før. Men det var også den eneste gang O’Malley så overbevisende ud indtil de sidste to minutter af kampen. Om det var momentet med den enorme bevågenhed, uroen omkring hans hjørne eller bare Dvalishvilis fortjeneste, så blev den usårlige selvsikkerhed hurtigt skrællet af champen, der aldrig har set så svag ud i sin tid hos UFC. O’Malley ramte med sølle 47 significant strikes på de 25 minutter. Mindre end to træffere i minuttet og 183 færre end i hans første titelforsvar mod Marlon Vera.
Nu er der sket et tronskifte i bantamvægt, og med en så bleg indsats fra den detroniserede mester, er der ikke rigtig et gangbart argument for at give O’Malley en øjeblikkelig rematch med Dvalishvili. Derimod tyder meget på, at hans første udfordrer bliver Umar Nurmagomedov. Ikke ligefrem et drømmeopgør for majoriteten af UFC-fans, der vægter knockouts højere end singlelegs. Men en kamp der i sig selv er spændende, fordi det er to øjensynligt ustoppelige robotter, der tørner sammen.
Inden vi helt forlader hovedkampen, skal der lige sendes en mini-hyldest af Herb Dean, der viste, hvor det var ham, af alle de mest prominente kampledere i UFC, der fik lov at få main eventet. Den rutinerede og altid ekstremt rolige Dean fik sit at se til. Først ved Dvalishvilis strid med O’Malleys træner, som Dean afmonterede fuldstændig. Men også siden da O’Malley havde fingrene dybt inde i handskerne på sin udfordrer, og Dean greb ind, inden champen potentielt kunne have fundet vej til en armbar, der ville være kontroversiel at skride ind over for. Fremragende dommerpræstation.
Hvis main eventet var kedeligt i Dana Whites øjne, så må han have kæmpet for at holde koncentrationen om trilogikampen mellem Alexa Grasso og Valentina Shevchenko. Fem dræbende trivielle omgange, hvor Shevchenko brugte den nøjagtig samme drejebog og i suverænt sikker stil tog sin titel tilbage fra mexicaneren. Grassos manglende takedownforsvar blev allerede udstillet i de første to kampe, og hun har åbenbart ikke evnet at forbedre det på de 18 måneder der er gået fra deres første møde. Det gjorde næsten ondt at se på, hvor hjælpeløs den forsvarende mester tog sig ud. Hun havde et par behjertede submissionforsøg, men man sad aldrig med fornemmelsen af, at ‘Bullet’ var i rigtige problemer. Jeg håber og tror, at UFC ligesom i hvert fald undertegnede har set nok til dette match-up nu. Valentina Shevchenkos næste udfordrer bør være Manon Fiorot, og så vil det vise sig, om den franske udfordrer kan lægge en bedre gameplan, end Grasso havde gjort forud for tredje akt i sagaen, som den tilbagevendte champ kaldte historisk i sit vinderinterview. Det er nok en bog, som de fleste lukker efter de første to kapitler.
En tre’er der til gengæld skal genbesøges igen og igen er den sidste omgang i slugfesten mellem Daniel Zellhuber og Esteban Ribovics. En voldsomt imponeret Joe Rogan kaldte de sidste fem minutter for den måske bedste omgang i UFC’s historie. De ord fra den afsender må være ret overvældende for Ribovics, når det hele på et tidspunkt lander. Egentlig også en pæn trøst for Zellhuber. Jeg kan komme på mange fantastiske kampe og omgange, hvor man selv har siddet forpustet tilbage. Men det her var en af de helt specielle. Efter de første to omgange jokede Zellhubers træner Eric Nicksick med, at der åbenbart ikke var nogen af krigerne, der gad bryde denne aften. Gudskelov for det, for så havde vi ikke fået de 4-5 minutter fra Zellhubers albue, som fældede argentineren, til Ribovics vanvittige comeback, hvor han var tæt på stoppe det mexicanske stortalent, inden der til sidst gik hæmningsløst hundeslagsmål i det hele. Sjældent har Fight Of The Night-bonussen været så nem at dele ud. Surt for Ronaldo Rodriguez og Ode Osbourne, der ellers havde lagt billet ind i main cardets første kamp.
En sidste strøtanke om Noche UFC går til Brian Ortega. T-City har stået over for den ene dræber efter den anden i UFC, og lignede i sin seneste kamp mod Yair Rodriguez en kæmper, der havde genfundet alt den skarphed, der oprindeligt bragte ham til tops i fjervægtsdivisionen. Desværre for Ortega er det svært at se hans vej tilbage til titelbilledet efter det klare nederlag til 13. rangerede Diego Lopes. Dermed ikke sagt, at han ikke kan finde den, men det varslede skiftede til letvægt, virker ikke som det rigtige valg. Ortega har genopfundet sig selv før, men det bliver svært at gøre det som en af de mere klejne kæmpere i UFC’s allermest hardcore og stjernebesatte vægtklasse.
Noche UFC er i bøgerne. Jeg tør ikke tro på, at det bliver en årlig tradition med Sphere, som f.eks. Madison Square Garden. Men jeg håber, at UFC får den fortjente anerkendelse og udbytte af showet, så de engang hvert tredje eller bare femte år gentager den sublime bedrift. Så lever jeg nok med 30-40 aftener i The Apex for hver futuristiske fest i den kolossale kugle.
Fighting.dk er på X, og der poster vi alle vores nyudgivelser. Vil du følge med, så sker det her!