Danmarks kampsportsunivers

Forudsigelser: Hvem vinder giganternes gulvduel?

UFC’s matchmakere har været på hårdt arbejde i 2024. Ikke alene har første halvår budt på mange stjernespækkede pay-per-views, der har også været et par invitationer til arabiske himmelstrøg, som krævede mere imponerende line ups end den gængse fight night. Oven i er firmaet så småt ved at nærme sig en rejseaktivitet, der ligner den før pandemien, så det er ikke ligefrem urimeligt, hvis der ind imellem kommer et stævne, hvor leverpostejen er smurt ret tyndt ud. 

Sådan et venter der på lørdag. Det er lige nøjagtig lykkedes at få sat 10 kampe sammen til weekendens stævne i The Apex. Der har også været lidt usikkerhed om, hvorvidt stævnet egentlig blev til noget eller ej, og det endelige resultat ligner lidt en opgave, der skulle løses hurtigt på vej ud af døren fredag før sommerferien.

Main eventet er en revanchekamp, og vi snakker med alt respekt ikke om en af dem, som fans verden over har gået og skreget på. Det er ikke ligefrem McGregor vs. Diaz III. Til gengæld er det den moldaviske isbjørn Serghei Spivac, som får chancen for at tage hævn over Marcin Tybura, efter polakken besejrede ham på point, da de mødtes i en forglemmelig prelimskamp i 2020 i Virginia. 

Rent sportsligt giver det god nok mening med en kamp mellem nummer otte og ni på ranglisten i sværvægt. Men sgu da ikke som main event! Spivac vandt sidste år karrierens største sejr, da han i februar submittede en demotiveret Derrick Lewis i sit første main event for UFC. Det fulgte han op med at blive knockoutet af Cyril Gane i Paris i september. Nu venter så tredje main event på stribe for Spivac. Det havde jeg personligt ikke forudset, da han blev knockoutet af Walt Harris 50 sekunder inde i sin UFC-debut. Men alene fordi han var manden, der sørgede for det endelige punktum i den pinlige saga om Greg Hardy i UFC, så fortjener han bestemt både main events og god karma. 

Tybura kommer modsat Spivac fra en sejr, da han revancherede sig 73 sekunders nederlag til Tom Aspinall i London ved at submitte Tai Tuivasa i Las Vegas i marts. Lørdag er også tredje main event på stribe for Tybura, så begge de herrer er vel etablerede hovednavne i sværvægt nu. Man må respektere det, for de har begge knoklet sig op til den her hylde. Men rematchen her sætter også en streg under, at sværvægtsdivisionen er galakser væk fra tidligere tiders styrke. Randy Couture, Cain Velásquez, Brock Lesnar, Mark Coleman, JDS, Fabricio Werdum, Josh Barnett, Shane Carwin, Frank Mir, Tim Sylvia… Gudskelov for Tom Aspinall, men der mangler altså nogle karakterer blandt de tunge drenge. 

Og så ellers ikke mere surmulen over sværvægt. Lad os komme igang med forudsigelserne til weekendens seks kampe på main card 

KAMP 1: TOSHIOMI KAZAMA vs. CHARALAMPOS GRIGORIOU
Hovedkampene sættes igang med en duel mellem to kæmpere, der har en samlet UFC-rekordliste på cifrene 0-3. Værst har det set ud for Kazama, som blev knockoutet bare 33 sekunder inde i sin UFC-debut af en lige venstre, og på ny i første omgang af sin anden kamp – denne gang af en lige højre. I alt har Kazama faktisk tabt tre af sine seneste fire kampe på knockout, men en pointsejr ved et Road To UFC-stævne var nok til at udløse en kontrakt for japaneren i 2022. Grigoriou, UFC’s eneste cypriotiske kæmper pt, tabte lidt mindre dramatisk på point til Chad Anheliger i marts, da han for første gang gik op ad trappen til The Octagon. Grigoriou træner til daglig hos Ray Longo og Chris Weidman i New York, hvor han sparer med skarpe bantamvægtere som den tidligere champ Aljamain Sterling og den måske kommende Merab Dvalishvili. Han har vundet seks af sine otte sejre på knockout, og havde inden UFC-debuten ikke tabt en kamp i tre år. Han knockoutede sin modstander i Contender Series på bare et minut, og jeg tror heller ikke, at Kazama holder tiden ud mod den slagstærke cypriot. 

Forudsigelse: Grigoriou på KO eller TKO.  

KAMP 2: YANA SANTOS vs. CHELSEA CHANDLER
Det er efterhånden en rum tid siden, at Yana Santos sidst vandt en kamp. Helt præcis skal vi tilbage til februar 2021. Der har retfærdigvis også været en barsel i den mellemliggende periode, så det er ikke blevet til mere end tre kampe på tre år. Til med var to af de tre modstandere topbantamvægterne Holly Holm og Irene Aldana, men tre nederlag i streg er en rigtig giftig rekordliste at bære rundt på. Jeg er ret overbevist om, at Santos skal vinde her for at holde sig på personalelisten i UFC, så der hviler et tung pres på russeren foruden den professionelle stolthed. Det føles som en menneskealder siden, at hun forlod Invicta som regerende champ, for at udfordre Chris Cyborg i UFC. Sidst vi så Yana Santos var for mere end et år siden, da hun tabte en split decision til Karol Rosa i kvindernes nu afdøde fjervægtsdivision. Lørdag står hun over for fire år yngre Chelsea Chandler, som muligvis ikke har nær så meget erfaring, men til gengæld virker klart friskere i alle facetter af gamet end Santos. Hun kom til kort sidste år mod stærke Norma Dumont, men har derudover ikke tabt siden sin professionelle debut. Det er dog mere Yana Santos, der er baggrunden for den her forudsigelse. Jeg tror simpelthen ikke, hun kan matche en modstander, der arbejder hårdere og presser mere. Derudover har Santos notorisk haft det svært mod gode brydere, et område som Chelsea Chandler så ud til at have forbedret i sin seneste sejr over Josiane Nunes. Jeg ser en fin skalp for den amerikanske underdog.

Forudsigelse: Chandler på point. 

KAMP 3: CHRIS GUTIERREZ vs. QUANG LE
Da Chris Gutierrez sendte Frankie Edgar på pension med den tredje brutale knockout på stribe, fik det nogle til at spekulere på, om den undseelige UFC-veteran havde fundet sin zen sent i karrieren. Den spekulation er dog blevet lagt tilbage i skuffen efter nederlag til Pedro Munhoz og senest Song Yadong i UFC-karrierens første og nok også sidste main event for El Guapo. Efter ni måneders skulle han lørdag have kæmpet mod ubesejrede Javid Basharat, men afghanerens skade giver Guiterrez mulighederne for at slå kløerne i en debutant. 32-årige Quang Le tager kampen med mindre end en uges varsel. Vietnameseren skulle have kæmpet om en måned i Contender Series, men får altså lov at springe det led over. Det er ikke engang tre år siden, at Le blev professionel, og selv om han har vundet alle sine otte kampe – mange af dem for det udmærkede mindre forbund Legacy Fighting Alliance – så må Gutierrez med næsten tre gange så mange kampe have goder muligheder. Han bør også have en betragtelig fysisk fordel. Samtidig har Gutierrez landet flere strikes end sine modstandere i alle kampe siden debutnederlaget til Raoni Barcelos i 2018 – inklusiv i nederlagene til Song og Munhoz. Det kommer han også til at gøre mod Quang Le. 

Forudsigelse: Gutierrez på point.

KAMP 4: DANNY BARLOW vs. NIKOLAY VERETENNIKOV
En af de kæmpere jeg ser mere frem til at følge lørdag i The Apex er den langlemmede weltervægter Danny Barlow. Barlow har fået en fremragende start i UFC med først knockoutsejr i Contender Series og senest endnu en i hans officielle debut mod Josh Quinlan. En kamp hvor Barlow havde en vild rækkevidde fordel på hele 18 centimeter. Han må nøjes med 13 mod Veretennikov, som er senest medlem af den centralasiatiske invasion, som UFC har åbnet portene for de senere år. Det er altid svært at vurdere kæmperne fra den region, men det vil være klogt af Barlow at tage kazakhstaneren særdeles alvorligt, når man ser på, hvem der ellers er kommet til fra Kazakhstan, Usbekistan, Kirgisistan og deres naboer de senere år. Veretennikov har fire nederlag på cv’et, men tre af dem var i hans spæde start som professionel for 10 år siden i M-1. Det fjerde nederlag var dog i Contender Series, hvor han fik muligheden mod det colombianske stortalent Michael Morales. Morales som sjovt nok har samme statur og vingefang som Danny Barlow. Veretennikov er aggressiv og vil fremad, og jeg synes, han bliver undervurderet en smule af bookmakerne. Men Barlows rækkevidde og hurtighed bliver et problem for ham. Vi så hvor skarp Barlow kan være på kontraerne mod opsøgende modstandere senest mod Quinlan, men der skal meget til at slå kazakhstanere ud. Han må nøjes med sejr nummer ni af ligeså mange mulige. 

Forudsigelse: Barlow på point. 

KAMP 5: DAMON JACKSON vs. CHEPE MARISCAL
Chepe Mariscal havde efter sejren mod Morgan Cherriere – den tredje af ligeså mange mulige i UFC – nok håbet på et større navn fra fjervægt end Damon Jackson. Det fik han sådan set også i form af Dan Ige, men hawaiianeren valgte at tage en kamp mod Diego Lopes med en håndfuld timers varsel ved UFC 303, og så blev det i stedet Damon Jackson. Dollars er dollars, men jeg havde under Mariscal mere efter hans flotte start i UFC. El Chapoer ikke en dårlig tekniker, men det er hans frygtløse streetbrawler-gen, der har vundet mange fanhjerter på kort tid. Sejren over Charriere udløste fight of the night bonus, og dem kommer Mariscal nok til at vinde flere af end dem for performance. Nogle gange kan man også ville det for meget, men i det her matchup tror jeg på, at hans aggressivitet kommer til at overvælde den mere kalkulerede og afventende Damon Jackson. Jackson tog en tæt og lidt diskutabel split decision over Alexander Hernandez i april, men han får større problemer mod Mariscal, som har momentum og ikke skal slide så hårdt for at komme i vægt. Jackson har et stærkt submission-game, og bliver sjældent selv stoppet på den måde. Men jeg tror, at Chepe Mariscal aggressivitet kan overvælde Jackson og føre til en sejr via godt gammeldags grusom ground’n’pound. 

Forudsigelse: Mariscal på KO eller TKO. 

KAMP 6: MARCIN TYBURA VS. SERGHEI SPIVAC
Spivac mener, at han er to sejre fra at trænge ind blandt titelkandidaterne i sværvægt. Det må betyde, at Tybura har nogenlunde samme muligheder – måske endda bedre i kraft af han kommer fra en sejr. Jeg vil nu godt sætte mit hus på, at hvis en af dem nogensinde havner i en titelkamp, bliver det et interim-ingen-anden-udvej-scenarie af hidtil usete dimensioner. Forestil jer Danas fjæs, når han spænder bæltet om livet på Spivac… 

Nå, det skal nok blive et solidt main event mellem to jævnbyrdige kæmpere, som har forbedret sig en del siden deres første møde. Tybura har jo faktisk altid været udmærket – bare ikke mere end det. Siden deres første kamp har han slået syv modstandere og kun tabt til topnavnene Alexander Volkov og Tom Aspinall. Spivac har i øvrigt slået seks modstandere og tabt til selvsamme Aspinall og som nævnt Ciryl Gane. Et andet fællestræk hos de to østeuropæere er deres succes mod teknisk begrænsede modstandere, når de kan få kampen ned på gulvet, hvor de har vist glimrende grappling. Spivac har forbedret sig meget på det område siden nederlaget til Tybura for fire år siden, hvor han godt nok fik afvist seks takedownforsøg, men blev taget ned to gange og endte med at se Tybura løbe med mere end otte minutters kontroltid – altså over halvdelen af kampen. I sine seneste to sejre over Derrick Lewis og Augusto Sakai sikrede Spivac begge gange hele seks takedowns og dominerede totalt. 12 takedowns på samlet 11 minutter og 47 sekunders kamptid er ikke et hverdagssyn i sværvægt, og efter røvfulden mod Gane, som han ikke kunne få ned, vil Isbjørnen helt sikkert være opsat på at vende tilbage til den metode, der virker. Når det samtidig kendetegner Tybura, at han har scoret flere takedowns end sine modstandere i alle sine sejre, så peger stjernerne over The Strip på, at den står på tonstung gulvduel i The Apex. Heldigvis med to kæmpere på et helt andet niveau end i de 15 rædselsfulde minutter Shamil Gaziev og Don’Tale Mayes leverede i Abu Dhabi lørdag. 

Tybura har påpeget, at Spivac har lagt muskler på siden deres første møde, hvor Tybur var fem kilo tungere ved indvejningen. Spivac vejede ind 10 kilo tungere mod Ciryl Gane end ved Tybura-kampen, mens polakken nogenlunde har beholdt sin kampvægt. Det bliver interessant at se dem på vægten i morgen, for hvis massefylden er skiftet markant til Spivacs fordel, kan det også blive en vigtig faktor i kampen om at få nedtagningen og den gunstige topposition. 

Det er alt i alt to kæmpere, der har mange paralleller, hvilket nogle gange giver en kamp, der ikke former sig som forventet. Men jeg tror på, at det bliver afgjort på gulvet, og selv om jeg ikke tror på, at Serghei Spivac bliver en del af titelfeltet i sværvægt, så får han sin hævn i morgen aften.

Forudsigelse: Spivac på TKO eller SUB. 

Er forudsigelserne helt væk igen? Så giv selv din stemme på vinderne på main card her!

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.