Mens vi her på Fighting.dk i denne uge er i det rørstrømske hjørne, fordi lørdag er femårsdagen for legendariske UFC København, så er UFC taget til Paris for tredje gang på to år. Man forstår godt, at de gerne vil derhen af flere årsager. For det første har publikum i Paris vist sig at lave en fantastisk kulisse omkring fighterne i Accor Arena, som har lagt scene til hvert fransk visit. For det andet har Frankrig siden legaliseringen af MMA skudt en stime af underholdende kæmpere af sted mod The Octagon, og denne nye europæiske destination matcher stort set på alle måder UFC’s besøg i England.
De to første gange, hvor UFC har været på besøg, har kolossen Ciryl Gane ageret hovednavn. Denne gang sidder han over, mens han venter på en contenderkamp i sværvægt, og i stedet er billetsalget overladt til en letvægter. Men ikke hvilken som helst letvægter. Benoît Saint Denis definerer kompromisløshed og har både med sin baggrund og især sin kampstil været et meget spændende skud adrenalin til en allerede bugnende vægtklasse. Hans modspil lørdag aften kommer fra en mand, som også har bygget sit navn gevaldigt op i den mest kompetitive division UFC har. Forskellen på dem er, at Renato Moicano tog noget længere tilløb, før han gjorde det. For nogle år tilbage besluttede brasilianeren, at det var slut med at være middelmådig martial arts metervare og lod sin personlighed få frit lejde. Ikke på den smagløse Colby Covington-facon, men som en løs kanon ladet med filterfri humor og selvironiske punchlines. Overskuddet på de sociale medier har han taget med ind i buret og vundet tre skrappe sejre på stribe. Så momentum er i hvert fald i brasilianerens favør, men er det nok på elitesoldatens hjemmebane? Lad os komme igang med ugens forudsigelser!
Fares Ziam vs. Matt Frevola
Hvis Moicano har brug for tips til, hvad man skal undgå at gøre mod Benoît Saint Denis, så skal han bare gå ned i receptionen på det hotel, som UFC har booket kæmperne ind på og spørge efter Matt Frevolas værelse. Det må næsten stadig ringe for ‘Steamrollas’ ører efter spark, der knockoutede ham i Madison Square Garden i november. Frevola forsøgte at få succes med sin brydning den aften, men blev overvældet af det ustoppelige pres fra Saint Denis og blottede sig efter halvandet minut i helvede. Nu er damptromlen klar til at køre hen over Fares Ziam, som Frevola selv foreslog denne kamp, da UFC lagde datoen for denne Paris-tur i kalenderen. Det gjorde amerikaneren nok, fordi han godt kunne lide det her match-up, og det kan jeg egentlig også. Ziam har rækkeviddefordel på 11 centimeter og cirka det samme i højden, og er en udpræget striker. I det her tilfælde betyder ‘udpræget’ også, at Ziam ikke er nogen storslået bryder. Han blev taget ned hele syv gange i sin seneste kamp mod Claudio Puelles. Godt nok endte han med at vinde på split decision, men Puelles er heller ikke ligeså god en bryder som Frevola. Den lille new yorker er trods alt til daglig holdkammerat med Mderab Dvalishvili og Aljamain Sterling og får verdensklasse sparring hvad grappling angår. Han har vist før, at han bryde sig ud af store størrelsesforskelle – endda mod den mest langlæmmede letvægter Jalin Turner. Ziam blev submittet af Terrance McKinney. Og ja, Frevola blev knockoutet på første slag af selvsamme McKinney. Hans kæbe er ikke altid pansret, men jeg tror Frevola genbruger Ray Longos opskrift fra Dvalishvili vs. O’Malley og grappler sig igennem her.
Forudsigelse: Matt Frevola vinder på point.
Morgan Charriere vs. Gabriel Miranda
Morgan Charriere er main cards største favorit, og det er der ikke så meget at sige til. Den 28-årige franskmand har allerede 30 professionelle MMA-kampe bag sig. Han har vundet lige omtrent dobbelt så mange som han har tabt. Nok så vigtigt ser han altid god ud i sine nederlag. De seneste fem har været på majority eller split decision. Over for sig har han Gabriel Miranda, der er et andet tidligere Benoît Saint Denis-offer. Miranda blev knockoutet af aftenens hovednavn i sin UFC-debut i 2022. Siden har han vundet over Shane Young, der efterfølgende blev kylet ud af UFC efter fire nederlag på stribe. Miranda er submissionspecialist, men Charriere er meget vanskelig at holde på gulvet. Spørg bare en klasse-bryder som Søren Bak. Jeg kan ikke se, hvordan Miranda skal matche Charriere og slet ikke foran et antændt hjemmepublikum. For at holde det kort, tror jeg faktisk, at det bliver en af de grimmere aftener for brasilianeren med et af de flottere overskæg.
Forudsigelse: Morgan Charriere vinder på KO eller TKO.
Kevin Jousset vs. Bryan Battle
Bryan Battle har været en stor overraskelse i UFC. Han vandt The Ultimate Fighter, hvor han var den sidste mellemvægter, der blev valgt, og ikke var spået store chancer. I syv kampe for UFC er det kun Rinat Fakhretdinov, der har kunne hamle op med ham Battle plejede at kalde sig ‘Pooh Bear’ men er opgraderet til ‘Butcher’. Han lignede også en der ville have slagtet Ange Loosa, hvis han ikke var kommet til at stikke en finger i øjet på schweizeren. I Accor Arena står han over for Kevin Jousset, som har vundet fem sejre i streg og deriblandt sine første to optrædener i UFC. Jousset er en mere poleret type, der kan lide at vinkle og vælge fra distancen. Det er bare tvivlsomt, om han får lov af den altid fremadbuldrende Battle. Den tidligere ‘Plysbjørn’ blev taget ned syv gange af Rinat Fakhretdinov, og Jousset har scoret takedowns i begge sine to første UFC-kampe. Det bør være en bekymring for amerikaneren. Men alt andet lige bør Battle være i stand til at mose Jousset , gøre det til en grim kamp og vinde alle tre omgange.
Forudsigelse: Bryan Battle vinder på point.
William Gomis vs. Joanderson Brito
Det fremstår efterhånden som noget fra en fjern fortid i et parallelunivers, at Joanderson Brito indledte sin UFC-karriere med et nederlag til Bill Algeo. Brasilianeren har mejet fem mand ned på snor siden da. Flere af dem kapable navne som André Fili, Jonathan Pearce. Senest Jack Shore ved UFC 301 – dog noget usædvanligt via stævnelægen på grund af en flænge i Shores skinneben. Men de spøjse omstændigheder kan ikke pille ved, at Brito ser morderisk god ud og kommer til byernes by som favorit mod lokale William Gomis. Franskmanden har 10 centimeter mere i højden end Brito, men faktisk ikke det store i rækkevidde. Der kunne han ellers godt have brugt den tocifrede difference. Gomis har dog vundet 11 kampe på stribe, inklusiv sine første tre for UFC Sidste år leverede han en flot knockout på et spark til kroppen Yanis Ghemmouri. Men trods de fine meritter, så tror jeg ikke, at franskmanden kan matche brutale Brito. Brasilianeren har simpelt bevist sit værd mod stærkere folk og har flere strenge at spille på. Ikke mindst hvis han får Gomis ned på kanvassen.
Forudsigelse: Joanderson Brito vinder på point.
Nassourdine Imavov vs. Brendan Allen
Er det her det bedste co-main event ved en fight night i 2024? Hold nu fast en kamp, der nærmest er blevet totalt glemt i den her fightweek. Der er har været en håndfuld main events i dette kalenderår, der ikke kan matche det her opgør mellem to kæmpere der bør være 1-2 sejre fra at kunne kalde sig førsteudfordrer. Nu er jeg en af dem, der synes, at Brendan Allen snakker lidt rigeligt og føler sig lige lovlig ‘entitled’. Men når man tænker over det, så er det vildt, at amerikaneren med syv sejre på stribe skal til Europa for at kæmpe på udebane. Og han er ikke engang i main event. Han har endda ikke engang kunne få kampen sat til de ønskede fem omgange. Det er en stor fed streg under mellemvægtsdivisionens styrke lige nu.
Imavov er kontinuerligt blevet stærkere og stærkere siden hans nederlag til Sean Strickland i starten af 2023. Jeg er overbevist om, at han ville have slået Chris Curtis, hvis de ikke havde stødt hovederne sammen. Det skreg til himlen, at han kun vandt på majority decision over Roman Dolidze. Og selv om Jason Herzog skred for tidligt ind og stoppede kampen mod Jared Cannonier senest, så tegnede alt til, at det var der, vi var på vej hen uanset. Imavov er jo dagestaner, men har boet hele sit kampsportsliv i Frankrig. Derfor er han bedre stående end de fleste kæmpere fra sin hjemstavn, men samtidig bestemt ikke en dårlig bryder. Frem for alt har vi set, at han er rigtig vanskelig at tage ned.
Brendan Allen har over en længere periode set særdeles overbevisende ud. Alene det, at han har slået syv kæmpere på stribe – og stoppet de fem – fortæller tydeligt, hvor meget Allen har udviklet sig siden nederlaget til Chris Curtis i 2021. Men nu er vi oppe i de højeste luftlag i mellemvægt. Helt inde i top-5, og der har vi ikke set Allen testet før. Faktisk vil jeg gå så langt som at mene, at Imavov er bedre end hver og en af de syv kæmpere, Brendan Allen har brugt som trappetrin for at nå her til.
Det betyder ikke, at ‘All In’ Allen ikke kan vinde kampen, for den balancerer på et knivsæg. Men Allen skulle sidst grave virkelig dybt for at vinde sin revanche-sejr og Chris Curtis. Det er ildevarslende set i det lys, at han nu skal op mod en fra eliten i vægtklassen. I de stående dueller, har jeg lidt mere tiltro til den franske russer, og jeg tror ikke, at Allen får held til at submitte Nassourdine Imavov. En afgørelse før tid kan ikke udelukkes, men havde været mere sandsynlig i fjerde eller femte omgang. Over tre omgange tror jeg ikke, at de når at slide hinanden op. Men med lidt bedre boksning og et fremragende takedowns-forsvar, så dufter den her udsøgte sidste appetizer mest af hjemmesejr.
Forudsigelse: Nassourdine Imavov vinder på point.
Og så er der jo main eventet. En parring der nærmest garanterer en kanonkamp. Famous last words og alt det der, men de her to typer kæmpere bør virkelig kunne levere noget, der vil blive husket i lang tid under de parisiske lys. To meget forskellige stilarter, der begge har særdeles veludviklet dræberinstinkt.
Den er svær at læse, men vi har gjort forsøget. Se Fighting.dk’s bud på, hvordan main eventet ender, i videoen herunder.
Benoît Saint Denis vs. Renato Moicano: