Mens engelske Layton Kane lå bevidstløs på kanvassen rejste Sherwan Khalil sig og rakte sine knyttede næver i vejret til et jubelbrøl fra en tæt på fyldt Brøndby Hallen.
Det var 1. marts, og Sherwan Khalil havde netop leveret et godt bud på årets bedste submission på dansk grund med en ninja choke mod en hidtil ubesejret modstander ved MMA GALLA vol. 23 på den københavnske vestegn.
“Der var god stemning, og jeg var meget glad efter jeg vandt kampen. Det var rigtig godt,” husker Sherwan Khalil om kampen.
Læs også: Høje forventninger til Arte Suave-pro: “Tænk hvad han kan med en fuld fightcamp”
En kamp han taget med få ugers varsel – og når man kan levere sådan en præstation med så kort forberedelsestid, så lover det altså godt for Arte Suave-kæmperens fremtid.
Ny kamp i Brøndby til september
Til september får danskeren med de syriske rødder så mulighed for at levere endnu en stor præstation i Brøndby Hallen, når han kæmper ved MMA GALLA vol. 26 i en kamp, som Khalil Sherwan ser virkelig frem til.
“Jeg glæder mig til at gå i buret i Brøndby Hallen igen. Det er en rigtig god og stor hal, og der kommer masser af folk. Sidste gang var det rigtig godt, så jeg glæder mig rigtig meget,” fortæller Sherwan Khalil til Fighting.dk.
Sherwan Khalil i aktion ved et tidligere MMA GALLA-stævne.
Den 31-årige pro-kæmper blev annonceret til Brøndby-kortet med godt to og en halv måneds varsel. Det giver Khalil muligheder for en langt bedre planlagt fightcamp end tidligere.
“Alle min gamle kampe har jeg taget med to-tre ugers notice, så det har været kort tid til at gå ned i vægt og lægge den rette træning. Nu har jeg masser af tid, og jeg kan bedre lægge en plan og træne godt, så jeg bliver rigtig klar næste gang,” fortæller Arte Suave-kæmperen.
Landsholdskæmper i kickboxing
Khalil Sherwans vej til en pro-karriere i Danmark har været længe undervejs. Sherwan er oprindeligt fra Syrien, hvor han også dyrkede kampsport på højt plan.
“Jeg var på landsholdet i kickboxing, da jeg boede i Syrien,” fortæller Sherwan Khalil til Fighting.dk.
På grund af uroligheder i hjemlandet flygtede Khalil til Danmark, hvor han måtte opholde sig i halvandet år på et asylcenter, før han fik opholdstilladelse.
Da han fandt en fast bopæl, meldte han sig ind i Arte Suave.
Læs også: “Han er ekstremt god”
“Jeg havde ikke noget sprog eller noget, da jeg startede i Arte Suave. Jeg havde kun fight-sprog, men fandt hurtigt ud af, at jeg ville træne MMA,” fortæller Sherwan Khalil.
Kan kun blive bedre
På det tidspunkt havde han holdt seks års pause fra kampsporten, og derfor tror Sherwan Khalil også, at han kun bliver bedre fra nu af.
“Med en god forberedelse og en god plan, så kan jeg vise hvem jeg, og hvad jeg kan. Det var godt i Brøndby sidst, men det kan kun blive bedre,” lyder det fra Sherwan Khalil, der hurtigt har fået tillært sig ganske fine danske sprogkundskaber.
Dem får han forhåbentlig lov til at bruge i et vinterinterview efter sin kamp ved i Brøndby Hallen, hvor han skal i buret til det, der tegner til det største MMA GALLA nogensinde.
Læs også: MMA GALLA-promotor: “Brøndby-stævne kan blive vores største nogensinde”
MMA GALLA vol. 26 finder sted den 6. september.



