Danmarks kampsportsunivers

Jakob Dyrup har sparret med Aspinall op til titelbrag: “Hårdt at køre med verdens bedste”

Jakob Dyrup, tv, sammen med UFC-champ Tom Aspinall efter en sparringsseance op til britens UFC-titelkamp. Foto: Privat

I morgen aften træder Tom Aspinall i buret i sit første titelforsvar, efter den store englænder tidligere i år blev udråbt som UFC’s heavyweight-champ.

Aspinall tørner sammen med franske Ciryl Gane, og hvis champen står knivskarpt i titelkampen, så har en dansk fighter faktisk en lille aktie i det.

Great Danes-sværvægteren Jakob Dyrup har nemlig været en del af Tom Aspinalls camp og dermed været med til de intense forberedelser frem mod UFC-titelbraget.

“Jeg har kørt et par runders grappling med Aspinall, og det er selvsagt hårdt at køre med den bedste heavyweight i verden. Han er møghamrende atletisk, og så han er selvsagt locked in og i sindssygt god form,” fortæller den fynske sværvægter.

Fast sparringspartner
Jakob Dyrup har efterhånden været i England og træne ad flere omgange og har tidligere også hjulpet KSW-champen Phil de Fries i forberedelserne frem mod nogle af sine imponerende 13 titelkampe i træk.

Læs også: Dyrup træner med ‘nogle af de bedste i verden’: “Udvikler mig helt sindssygt”

De Fries forsvarede senest sin titel mod Štefan Vojčák ved KSW 111 sidste lørdag – også den camp var Dyrup en del af som sparringspartner.

“Jeg pendlede lidt frem og tilbage mellem Aspinalls camp og TFT (MMA-gym for blandt andre Phil De Fries, red.), da de begge skulle kæmpe. Så der har jeg også hjulpet med sparring,” fortæller Great Danes-sværvægteren.

Sparringen med Tom Aspinall har givet Jakob Dyrup masser af respekt for den engelske champ – både i og uden for oktagonen.

“Udenfor måtten er han helt vildt flink, så jeg har absolut intet dårligt at sige om den bedste i verden,” lyder det fra Jakob Dyrup.

Han har selv i kamp i kalenderen ganske snart. Den 22. november i Sydbank Arena skal Great Danes-kæmperen således forsøge at tage sin tredje sejr i træk som professionel, når han møder georgiske Giorgi Kotorahvili fra Mix Fight Georgia.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.