UFC 316 står for døren og der skal besvares flere spørgsmål i nat. Har Sean O’Malley fundet opskriften til at slå ‘The Machine’? Kan Kayla Harrison blive den mest dekorerede MMA-kæmper nogensinde og kan Patchy Mix bevise, at han hører til i den store liga? Det er bare nogle af de svar vi kan få, når UFC 316 er overstået. Men først skal vi tage et nærmere kig på alle kæmperne på Main Card
Vicente Luque VS Kevin Holland

Alle artikler om UFC #316 er sponsoreret af Expekt - eksklusive odds på dansk og international MMA.
Du kan spille på UFC hos Expekt - find oddsene her.
Expekt har ingen indflydelse på artiklens indhold.
18+ | stopspillet.dk | regler og vilkår gælder | Selvudelukkelse: Rofus.nu
Vi lægger ud med en kamp, hvor både Luque og Holland har forskellige mål, de gerne vil opnå. Holland er en fighter, som altid er klar, når han får opkaldet. Han har ikke de store ambitioner om at vinde bæltet, men det har hans modstander. Luque kommer for at kæmpe og for at vinde. Han har haft nogle op- og nedture på det sidste, men han er en farlig fighter. Hans wrestling kan hjælpe ham og hans afstand kan også give ham en fordel.
Dog skal han passe på, da en motiveret Kevin Holland er yderst farlig. Han vil gerne være på afstand, så han kan bruge sine striking bedre og dermed ikke give Vicente Luque en chance for at komme tæt på. Hollands højre hånd er virkelig skarp og præcis og Luque har før stået på den forkerte side af et slag, som afsluttede kampen. Det så vi både mod Joaquin Buckley og Geoff Neal. Men Luque er ikke typen der giver op og det kan hjælpe ham til at holde sig væk og score point gennem hele kampen, da overblik, fight-IQ og hjerte alle tre er i hans favør.
Mario Bautista VS Patchy Mix
Det er altid spændende, når en kæmper kommer til en større organisation. Det er lige præcis det, der sker i denne kamp. Patchy Mix har været en dominerende og skræmmende verdensmester hos Bellator, hvor de fleste af hans kampe er sluttet før alle runder er kæmpet. Hans jiu-jitsu og wrestling er imponerende, men de sidste par kampe har han vist, at han også kan bruge sine hænder for at få sejren hjem.
Mario Bautista er også en kraft, som virkelig har skabt sig opmærksomhed. Begge kæmpere bliver en stor udfordring for hinanden, hvor vinderen kommer et stort skridt nærmere bæltet. Det bliver en kamp, som kan gå begge veje, som vi har set før. Det er to kæmpere, som begge er uhyre farlige på gulvet og kommer ind med en stor sult for at tage sejren, som kan betyde meget for deres karriere på nuværende tidpunkt.
Derfor er der også chance for, at vi ser en kamp, som slet ikke går til gulvet, da begge respekterer hinanden så meget, at de holder den stående, da faren på gulvet simpelthen er for stor.
Mario Bautista har erfaring med at være på den store scene og det kan blive en fordel, da Patchy Mix kæmper for første gang under UFC-banneret.
Kelvin Gastelum VS Joe Pyfer
Denne kamp skulle være kæmpet i Mexico, men det blev ikke til noget, da Joe Pyfer blev syg op til kampen. Dengang var der meget snak om, hvorvidt Pyfer var klar til at kæmpe i Mexico, men det spørgsmål er ikke længere relevant. Nu er begge på hjemmebane i forhold til hjemland og det bliver en kamp, som har størst potentiale til at slutte med en knockout.
Kelvin Gastelum har altid været en kæmper, som giver den hele armen i alle runder. Han var en maskine, som hele tiden kiggede efter at give så meget skade, som overhovedet muligt. Men det sidste lange stykke tid er det gået op og ned med sejrene og nu skal han vise, at han stadig har viljen til at gå gennem stormen.
Selvom Pyfer ikke har navne som, Adesanya, Whitaker, Bisping eller Sean Brady på sit CV, så er han en hård modstander for Gastelum. Ud af Gastelums 28 kampe er Pyfer nok den, der kan gøre mest skade med bare ét slag. Han er hurtig, har bevægelse og kan også tage kampen til gulvet og slutte den, som vi har set. Han er dog en mand, der virkelig har dynamit i hænderne og kan uden tvivl sende Gastelum i gulvet – hvis han kan ramme ham. Gastelums kæbe er ikke, hvad den har været, men efter 13 måneder uden for buret, har han nu chancen for at bevise, at han stadig er en af de allerbedste i middleweight-divisionen.
Juliana Peña VS Kayla Harrison
En af de kæmpere, som allerede har vist, at man kan være dominerende i den ene organisation og stadig være farlig i den næste, er Kayla Harrison. Hun dominerede længe i PFL og har nu vundet to ud af sine to kampe i UFC. Først mod Holly Holm, som måtte tappe i anden runde og så mod Ketlen Vieira, som ikke kunne få Harrison væk fra sig gennem hele kampen – selvom Vieira var nummer to i divisionen.
Juliana Peña blev for alvor en verdensstjerne i kvinde-MMA, da hun tog bæltet fra den legendariske løvinde Amanda Nunes. Der er sket meget i divisionen siden, men nu er Peña igen på toppen og klar til at modbevise hele verden endnu en gang.
Peña har en selvtillid, som er svær at skyde igennem. Hun har dog ikke de største sejre i nyere tid, hvor hun har tabt bæltet til Amanda Nunes i returkampen og vundet en smal sejr over Raquel Pennington. Det her bliver en stor test for champen, men bestemt ikke umulig. Hvis hun kan holde Harrison på afstand i de tidlige runder, så er der virkelig gode chancer for, at Kayla ikke kan følge med i runde 4 og 5. Det er her, at Peña viser et nyt gear og kan udkæmpe sine modstander.
Men det kræver, at hun har fundet vejen til at holde en olympisk mester i judo væk i over et kvarter. Kayla Harrison har det med at komme for fuld udblæsning og det kan koste hende, hvis hun bliver fanget. Her kan Julianna Peña sagtens fange hende med en lige højre, som kan vende kampen på hovedet.
Merab Dvalishvili VS Sean O’Malley
Det var en stor kamp, da UFC 306 udfoldede sig i The Sphere i Las Vegas. Her var bæltet dog på andre skuldre og det var Merab, der var udfordreren. O’Malley kom ind med samme selvtillid som altid, men det gik ikke, som forventet. Merab var ikke lige så nem at fange, som Sean har været vant til mod sine tidligere modstandere. Dvalishvili blev ved med at tage ‘Suga’ ned til gulvet og ramme ham.
Men alligevel gik kampen alle runder. Sean O’Malley hang i og kom også stærkt tilbage i runde tre og i runde fem, hvor han begyndte at finde sin rytme. Senere har han forklaret, at han havde en skade inden kampen, men ville ikke gå glip af muligheden for at være hovednavn i The Sphere. Dårlig undskyldning eller ej, så er det en kamp, som har alt, hvad fans har brug for. Fart, wrestling, striking, bælte og en masse personlighed.
Sean O’Malley er en imponerende striker og rammer hårdt og præcist. På den anden side er Merab en grappler, som bliver ved at med at forsøge at få sin modstander ned. Virker det ikke de første fem gange, så prøver han igen sjette gang. Han er bestemt ikke kedelig, da han aldrig står stille eller lægger sig på sine modstandere for at trække tid. Det er konstant pres og derfor er O’Malley nødt at blive ved med at ramme Dvalishvili for at holde ham i skak.
Begge er meget mere seriøse op til denne kamp i forhold til sidste gang de stod overfor hinanden. Det er gået op for amerikaneren, at det ikke er lige så let at slå den lille georgier ud, som han troede. Det er også gået op for den nuværende champ, at der ikke er plads til leg, da hans modstander denne gang kommer med alt hvad han har.