I dag så jeg et klip af Jon Jones, der var med til en football-træning, og viste hvordan den bedste MMA-kæmper i universets historie tager runningbacks ud. Det gør han forresten med en spinebuster, som selveste Triple H havde været stolt af.
Jon Jones kommer til at forsvare sværvægtsbæltet mod Stipe Miocic. Vi ved ikke hvornår, men det ligger fast, at dét er kampen. De to legender gider ikke møde de unge hanner, og de har begge leveret rigeligt i deres UFC-karriererer til, at de selv bestemmer betingelserne, hvis de skal optræden en aften mere på den ottekantede scene. Det er også uomtvisteligt, at Jonny Bones er champ’en i sværvægt, og at man kun kan overtage den status ved at besejre ham. Eller vente på, at han gør noget så uetisk, at Onkel Dana tager titlen fra ham – og det scenarie kræver efterhånden et attentatforsøg mod Donald Trump, sådan som UFC-præsidenten oven på etableringen af perversitetsfænomenet Powerslap og videoen med konen fra nytårsaften har lagt total afstand til alt, hvad der lugter af anstændighed.
Der er bare ét problem ved legendernes kamp. På bagerens fødselsdag hang selvsamme Onkel Dana en interim-titel om livet på den britiske knockoutkonge Tom Aspinall, efter han havde brugt lige over et minut på at ondulere kummefryseren Sergei Pavlovich, i en kamp der var smidt lynhurtigt sammen som følge af Jones’ muskelskader. De to sværvægtere stod begge med et særdeles overbevisende argument for, at de skulle have den næste kamp om titlen i den tungeste vægtklasse. Måske var dét grunden til, at UFC hev interimbæltet ned fra øverste hylde. Måske ville Aspinall og Pavlovich ikke have ladet sig lokke til at tage en kamp med kolossal risiko og nærmest ingen forberedelse, hvis det ikke var en titelkamp. Og UFC skulle bruge den kamp for at redde et vingeskudt pay-per-view. Men nu står de i en situation, hvor de har været nødt til at fortælle Tom Aspinall, at den midlertidige titel ikke er det guld værd, den blev støbt i. At de kolossale klodser, som han demonstrerede ved at tage chancen dengang i efteråret, ikke bliver belønnet. Måske har de prøvet at love ham end kamp mod, hvem end der er champ til den tid. Men den løsning tror den snusfornuftige og ambitiøse scouser næppe på.
Og det kaster en skygge over alle interim-bælterne, som er mere end vanskelig at vaske af. Skyggen skriver nemlig med store fede typer, at det midlertidige bælte er et rent fatamogana. Et substansløst symbol som ikke forpligter nogen til noget, hvis der er flere penge at tjene på en anden kamp. Tom Aspinall har både luftet surerønnebær og resignerende men respektfuld accept på Twitter, hvor han også har tagget sin drømmemodstander Jon Jones i sin kampagne for, at bæltet skulle kvalificere ham til at skubbe Stipe Miocic ud af det blå hjørne den aften. Stipe har ikke kæmpet i tre år, hans sidste sejr er endnu længere siden, og da han tabte bæltet til Ngannou var det så eftertrykkeligt, at ingen umiddelbart skreg rematch. Men han er den kæmper med flest titelforsvar i sværvægtklassens historie i UFC, og et af de mest oplagte navne, når man taler om den bedste nogensinde blandt de tungeste drenge. Han var en god soldat for firmaet, men jeg tvivler på, at ret mange har lyst til at tage den samme chance nu. I hvert fald ikke fordi de lader sig stikke blår i øjnene af en interim-titel.
Der var engang, hvor interimbælter betød, at indehaveren kunne skrive verdensmester på sin liste af bedrifter, og en række kæmpere slog sig op på den status, selv om de aldrig havde besejret den rigtige champ. Tony Ferguson blandet andet. Selvsamme Ferguson fik heller aldrig den ægte titelkamp, da hans interim-status forsvandt med en længerevarende skade. Men i 2020 kæmpede han igen om det uægte bælte mod brawleren Justin Gaethje og kom til kort. Men da Gaethje fik udleveret interim-titlen smed han den fra sig og svarede kort på spørgsmålet om hvorfor: “Wait for the real one”. Måske er det bare en filosofi, som vi alle skal vende os til at at adoptere, for der er ingen grund til at tage et betydningsløst bælte over skuldren, og ingen grund til at tale de kampe op som seer, ekspert eller anden form for meningsdanner.
Jeg forstår, at Jones og Miocic får bæltet på spil i deres superfight – selv om vi alle ville se den alligevel, om de så kæmpede om en æske tændstikker. Jeg forstår også Aspinalls følelse af at blive røvrendt. Men jeg forstår ikke, hvis der nogensinde er nogen igen, der giver to skid for, om UFC’s matchmakerne dingler med et interim-bælte. Hverken fans eller fightere. Og derfor kan man ligeså godt trække stikket endegyldigt på et fænomen, der forlængst har overlevet sig selv.