Danmarks kampsportsunivers

Expekt

Historisk MMA GALLA venter: Dyrup-titelkamp, Terteryan-debut og store danske profiler

MMA GALLA-buret ved et tidligere show. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA.

It’s Fight Week, mine damer og herrer.

Lørdag aften forvandles Sydbank Arena i Odense til et MMA-mekka, når MMA GALLA vol. 31 lægger vejen forbi.

Det bliver et historisk MMA GALLA, når der for første gang i den danske MMA-promotions historie skal kæmpes om en sværvægtstitel.

Det bælte vil Great Danes-profilen Jakob Dyrup (4-0) uden tvivl gerne have fingrene i, men den 22-årige dansker får karrierens hårdeste modstander lørdag aften, når han møder ubesejrede finske Akseli Kaasalainen (4-0).

Titelkampen er den naturlige hovedattraktion på en aften, der byder på seks amatørkampe og fire professionelle opgør.

To lokale GALLA-debutanter
Ud over Dyrups titelkamp kan de danske fightfans se frem til to ultraspændende kæmpere, der for første gang nogensinde kæmper ved et MMA GALLA-event.

Den tidligere Airtox Dominance-profil Marsel Terteryan (3-0) skal i buret for første gang siden april 2025 og til sin første kamp efter dansk-armeneren tidligere på året skrev kontrakt med MMA GALLA.

Muay Thai-kometen Tais O’Donnell skal også i aktion – og trods mere end 30 kampe i karrieren bliver det for første gang i Great Danes-kæmperens karriere på hjemmebane i Odense.

O’Donnell, som mange nok kender som ‘muay tais’, kæmper en special rules-kamp, der blandt andet indebærer maksimalt fem sekunders gulvkamp, så det bliver en tæt på ren standup-krig mellem O’Donnell og skotten Aidan Lennan.

Som fjerde og sidste danske pro-kæmper skal Fouad Sandbeck ud i buret efter en dominerende sejr i sin professionelle debutkamp i Brøndby Hallen den 28. marts, hvor Renegade MMA-profilen stoppede ukrainske Alexander Krupenkin på submission i første runde.

Nu skal han følge op mod brasilianske Guilherme Carradore.

Seks stærke amatørkampe
Kaster man et blik på amatørkampene ved MMA GALLA vol. 31 må det være en god kandidat til det noget af det stærkeste, der er set på dansk grund.

Odense-eventet lægger fra land med altid underholdende Andreas Gehlert, der som Great Danes-kæmper forsvarer hjemmebanen mod Kolding-talentet Hamza Al Neher, der blot er 18 år og en del af det dansk-afrikanske MMA-management Dafrika MMA.

Herefter venter en mildt sagt imødeset debutant i form af den 19-årige Arte Suave-kæmper Benjamin Sesay – en tidligere europamester i muay thai, som der er ganske store forhåbninger til kan nå langt inden for MMA-verdenen også.

Mens særligt Al Neher og Sesay er relativt uprøvede kæmpere, så kan man langt fra sige det samme om de næste fire amatørkæmpere, der skal i buret i Odense.

Store profiler
Ubesejrede Amin Ebiev jagter sin femte sejr i træk som MMA-fighter, når han møder den ubesejrede svenske mester Ibrahim Awad.

Great Danes-stortalentet Oliver Petersen er tilbage i både MMA GALLA og i Odense for første gang i mere end et år, og så runder vi ellers amatørkampene af med først William Mørck og siden Sigurd Rømer.

Både Petersen, Mørck og Rømer er der som sædvanligt store forventninger til, men der venter hårde udenlandske modstandere fra Frankrig, Spanien og Benin.

Det er lørdag den 9. maj, det går løs med MMA GALLA vol. 31 i Odense.

Se hele fightcardet herunder:

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.