Danmarks kampsportsunivers

Promotor roser dansk titeludfordrer: “Hun er mester i et stort forbund inden 18 måneder”

Melissa Mortensen på vej i kamp i Sydbank Arena, hvor hun stoppede italienske Cristina Garganese,

I morgen aften får Melissa Mortensen chancen for at vinde sit første professionelle bælte, når hun møder den polske hårdfør Dorota Norek i kampen om EBU Silver-titlen i super bantamvægt på hjemmebane i Varde. Ifølge Primetime-promotor Kasper Holgersen er det bare begyndelsen på noget langt større.

Melissa Mortensen har syv sejre i syv kampe og har haft et imponerende 2025 med fire flotte sejre. Senest stoppede hun den hårdføre italiener Cristina Garganese på TKO i femte omgang ved Primetime Fight Night 4.0 i Sydbank Arena i Kolding – samme aften hvor Jacob Bank udraderede den tyske eks-verdensmester Tyron Zeuge i hovedkampen.

Alle artikler om Primetime Fight Night vol. 5 er sponsoreret af Pluto TV – hjemsted for livestreaming af dansk boksning.

Du kan streame stævnet direkte på Pluto TV lørdag den 6. december fra klokken 19.00.

Pluto TV har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

Nu venter hendens første titelkamp nogensinde – endda på hjemmebane i Varde – og Primetime-promotor Kasper Holgersen lægger ikke skjul på sine forventninger til den ubesejrede dansker.

“Jeg er sikker på, hun bliver verdensmester inden for 18 måneder – i et af de store forbund. Hun er allerede rangeret på alle fire forbund,” fortæller Kasper Holgersen til Fighting.dk.

Er blevet matchet hårdt
Promotoren forklarer, at det er gået hurtigt for Mortensen – dels fordi bredden er mindre på kvindesiden, men i høj grad også fordi hun selv har vist niveauet til at blive matchet hårdere end mange andre i samme fase af karrieren.

En af de bedste indikationer på Melissa Mortensens niveau finder man ikke i hendes professionelle kampe, men i hendes sparringsessioner med Danmarks største kvindelige boksestjerne gennem tiden – Dina Thorslund.

“Melissa er den eneste, der kan sparre ti omgange med Dina og være med – og ikke bare være en sandsæk. Det viser noget om hendes niveau og hårdførhed,” siger Kasper Holgersen, der selv har overværet overværet mange af sessionerne.

Hårdfør polsk udfordrer
Mellem Melissa Mortensen og EBU Silver-titlen står polske Dorota Norek, der kommer til Danmark med ni sejre og fem nederlag i bagagen. Den polske udfordrer er kendt for sin hårdførhed, og Kasper Holgersen forventer en fysisk krævende kamp for danskeren.

“Vi kan umiddelbart se, at hun er en hårdfør pige, og jeg tror, kampen kommer til at bære præg af det. Jeg ved ikke, om det er hendes bedste modstander, men det er uden tvivl den mest hårdføre modstander. Det bliver en fysisk hård opgave,” forventer Primetime-promotoren.

Taktisk bliver det afgørende for Melissa Mortensen at bokse klogt og holde polakken på afstand.

“Norek er farlig på halvdistancen, så den nemmeste vej til sejr for Melissa bliver at holde hende på afstand,” understreger Kasper Holgersen.

Klar til hjemmebane
Melissa Mortensen og hendes team har set frem til stævnet længe. Primetime-promotoren forventer en knivskarp Melissa Mortensen i ringen lørdag aften – en bokser der efter kampen kan kalde sig indehaver af EBU Silver-titlen.

“Det er jeg helt sikker på. Hun og hendes team har forberedt sig godt og set frem til det her stævne længe,” siger Kasper Holgersen.

Primetime Fight Night Vol. 5 afvikles i morgen aften i Sportium Varde.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.