Danmarks kampsportsunivers

Hvem møder Yahya Ali i hypet titelkamp? Her er Fighting.dk’s bedste bud

Yahya Ali med bæltet efter hans sejr ved EFL 3's kamp om den skandinaviske titel. Foto: Yahya Alis Instagram

Main event ved det kommende ‘Unite 10: Lasting Legacies’ i Brøndby Hallen er på plads.

Der bliver tale om en MMA-titelkamp i bantamvægt, hvor den dansk-palæstinensiske Rumle Sports-kæmper Yahya Ali bliver den ene del af kampen om UNITE-bæltet.

Alis modstander er bekræftet – men endnu ikke offentliggjort. Yahya Ali har dog selv teaset for en rutineret modstander fra Brasilien med 16 sejre i 24 pro-kampe – og med sortbælte i brasiliansk jiu-jitsu.

Læs også: UNITE-titelkamp er på plads: Sådan teaser Yahya Ali selv for modstanderen

Så hvem kan der egentlig være tale om?

Det satte vi os her på Fighting.dk for at se, om vi kunne finde frem til.

Og vi synes i al beskedenhed, vi er kommet frem til et par særdeles stærke bud på, hvem modstanderen kunne være.

Bud 1: Mauricio Almeida
Brasiliansk kæmper fra Manaus i Amazonas. Almeida står på de to mest anerkendte statistik-sider, Sherdog og Tapology, begge steder noteret for en rekordliste på 16-8, og han matcher dermed på det parameter perfekt på beskrivelse.

Almeida er aktiv og har været i kamp senest i maj måned i år.

I en artikel i et lokalt brasiliansk medie er Almeida omtalt som ‘faixa preta de jiu-jitsu’ – hvilket kan oversættes til ‘sort bælte’.

Endeligt kan vi se på brasilianerens rekordliste, at han har kæmpet i en række forskellige vægtklasser fra bantamvægt til letvægt. I 2022 kan vi fx se, at han blev champ i den lokale promotion, Mr. Cage. i bantamvægt, der også er den vægtklasse, som titelkampen mod Yahya Ali skal kæmpes i.

Mauricio Almeida er vores klart stærkeste bud på, hvem Yahya Ali skal stå over for i UNITE-titelkampen i Brøndby Hallen.

Bud 2: Carlisson Diego
Ligeledes en brasiliansk kæmper, hvis rekordliste matcher de 16-8. I hvert fald hvis man skal tro Tapology.

Brasilianeren, der går under navnet ‘Negueba’, har i sin karriere primært begået sig i bantamvægt og fjervægt, og matcher på det altså parameter godt på en kommende UNITE-titelkæmper.

Vi har dog ikke kunnet finde kilder, der bekræfter sort bælte i BJJ – ligesom det er værd at bemærke, at Diego sidst var i buret i 2022. Den manglende aktivitet taler heller ikke super stærk for, at det er Yahya Alis kommende modstander.

Ifølge UNITE-matchmaker, Steffen Weise, bliver Yahya Alis modstander officielt meldt ud i denne uge, så der går ikke mange dage, før vi ser, om Fighting.dk’s kig i krystalkuglen har bragt os på rette spor eller ej.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.