Danmarks kampsportsunivers

Ingen fortrydelse hos Zaren trods tabt VM-brag: “Jeg var villig til at sætte alt på spil”

Oliver Zaren i ringen i forbindelse med sin VM-kamp natten til fredag. Foto: Primetime Boxing

Oliver Zaren er landet i Danmark igen efter sin VM-kamp i Canada – og selvom det ikke blev til den helt store triumf mod cubanske Osleys Iglesias, er der ingen fortrydelse at spore hos den danske boksestjerne.

I et opslag på de sociale medier ser Zaren tilbage på eventyret med et smil på læben og hovedet højt løftet. For selvom turen bød på både blå øjne og et flækket øjenbryn, tager danskeren først og fremmest en stribe værdifulde erfaringer med sig hjem.

Læs også: Hylder dansk boksestjerne trods VM-nederlag: “Han kommer endnu stærkere tilbage”

“Jeg rejste til Canada for at stå over for den absolutte verdenselite. En mulighed, som ikke kommer af sig selv, og som kræver, at nogen tør tage chancen, tror på sig selv og er villig til at sætte alt på spil. Det var præcis det, jeg gjorde,” skriver Zaren.

Danskeren lægger ikke skjul på, at han vidste, hvor stor en opgave der ventede – men at han ikke var kommet for at nøjes.

“Jeg rejste ikke hele vejen derover for at være turist. Jeg rejste for at bevise, at jeg kan være med blandt de bedste i verden,” lyder det.

Takker for massiv støtte

I opslaget retter Zaren også en varm tak til sit team og de mange danske fans, der fulgte med hjemmefra.

“Det kræver et helt hold at skabe de her muligheder. Og til alle jer derhjemme i Danmark, som har fulgt med, set kampen, sendt beskeder og bakket mig op: Tak,” slutter Oliver Zaren.

Hvor det altså ikke lykkedes for Zaren at bokse sig til en VM-titel i supermellemvægt, så skal vi blot tre måneder ud i fremtiden, før endnu en dansk bokser får sin chance.

For et par dage siden stod det nemlig klart, at Jacob Bank får muligheden i en WBO-titelkamp mod kazakhiske Zhanibek Alimkhanuly – og det endda på hjemmebane.

Læs også: Historisk: Jacob Bank skal bokse kæmpe VM-brag i Danmark

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.