På lørdag bliver KB Hallen rammen om et historisk øjeblik for dansk kampsport, når Komba FC afvikler sit allerførste stævne.
Bag initiativet står den flerfoldige verdensmester Youssef Assouik, der med Komba vil skabe en ny platform for Muay Thai og K-1 på dansk jord.
Med plads til 3.000 tilskuere og et program på 11 kampe venter en aften med internationale profiler, titelbælter og teknisk topklasse. Hovedkampen står mellem Niclas Larsen og Kristoffer Björgskog, hvor ISKA-verdensmesterskabet i mellemvægt skal afgøres.
Derudover byder kortet blandt andet på Younes Sadi mod Umut Sun om WBC’s europæiske titel samt Jaspar Landal mod Farsid Zabihi i fjervægt.
Komba FC samler atleter fra Danmark, Finland, Sverige, Tyrkiet og Litauen – og arrangørerne teaser selv for, at aftenen ikke kun byder på kampe, men også en gæsteoptræden fra en endnu ukendt kunstner.
Komba FC 1.0 vil efter eget udsagn skrive et nyt kapitel for standup-kampsporten i Danmark – og her på siden glæder vi os til at se, hvad Youssef Assouiks nye satsning kan føre til.
Kort om Komba FC:
- Komba FC er en ny dansk kampsportspromotion, stiftet af den flerfoldige verdensmester Youssef Assouik.
- Organisationen har som målsætning at samle de bedste nationale og internationale atleter inden for Muay Thai og K-1.
- Komba FC afvikler sit første stævne lørdag den 11. oktober i KB Hallen – samme ikoniske arena, hvor Mark O. Madsen også står bag sine Airtox Dominance-stævner inden for MMA.
- Med Komba ønsker Assouik at skabe en stærk platform for standup-kampsporten i Danmark.
Se hele lørdagens fightcard herunder – og læs mere om Komba FC lige her.




