Det er et hæsblæsende efterår på den danske MMA-scene, og denne uge er bestemt ingen undtagelse. Vi har nemlig gang i endnu en fight week, hvor nedtællingen til Airtox Dominance 4.0 venter nu på lørdag.
Som navnet antyder, så er det fjerde gang, Mark O. Madsens promotion besøger den ikoniske KB Hallen, der har dannet rammen om samtlige nummererede events i Airtox Dominances snart etårige levetid.
Der plejer at være knald på, og selvom det endelige fightcard ikke er offentliggjort fuldstændigt endnu, så tegner det til at blive en voldsomt interessant lørdag aften på Frederiksberg.
Der er blandt andet linet et par super interessante danskerbrag op. Mest interessant er nok weltervægtskampen mellem Rick Gangia fra fynske Great Danes Fight Club og Mikkel Hennings fra københavnerklubben CSA.
Begge kæmpere har været en del af den danske MMA-scene i længere tid og har haft titelkampe i MMA GALLA-regi, hvor både Gangia og Hennings dog blev stoppet.
Ligeledes fra CSA skal Louis Thastum i aktion i et rent danskeropgør mod Benjamin Solevad fra Herlev-baserede Buddha Fight Academy.
Jon Stadil Palm har været i kamp ved alle tre hidtidige stævner i KB Hallen, og letvægteren er også på plakaten på lørdag, ligesom der venter en spændende debutkamp for muay thai-profilen fra Mikenta, Mikkel Lund, der for første gang nogensinde skal i kamp som MMA-fighter – endda i professionel kamp.
Endelig skal der afvikles de næste i rækken af kampe fra den stort anlagte amatørturnering Fear Nothing Tournament, hvor både fire danskere og fire kvartfinaler resterer.
- Oliver Petersen (Great Danes FC) vs Josef Dostal (Tjekkiet)
- Rida Jawad (Arte Suave) vs William Jensen (Nykøbing F MMA)
- Anzor Ediev (CSA) vs Nahid Kartal (Norge)
- Lewis Ndzana (Tyskland) vs Habibul Dombaev (Østrig)



