Lørdag aften kulminerer Jakob Dyrups indtil videre korte, men eksplosive professionelle karriere, når den 22-årige dansker går i buret som man event ved MMA GALLA vol. 31 i Sydbank Arena i Odense.
Her venter finnen Akseli Kaasalainen i en kamp om MMA GALLA’s sværvægtsbælte – og det bliver alt andet end en nem opgave. Begge kæmpere møder op med perfekte rekorder på 4-0, og begge har vundet samtlige deres kampe på knockouts.
For Dyrup er rammen perfekt. Hjemmebane i Odense, hovedkamp og titelkamp. Det er svært at forestille sig et større scenarie for den unge sværvægter.
“Det bliver kæmpestort. Jeg er Odense-dreng, og støtten i Odense er altid kæmpestor,” fortæller Jakob Dyrup til Fighting.dk.
Den ubesejrede dansker kan dog også godt mærke, der er mere på spil end normalt.
“Der er pres på, og jeg kan allerede mærke nervøsitet, men det er vist også sådan, diamanter skabes,” siger Dyrup med et smil.
Verdensklassetræning i England
Danskerens forberedelser har været grundige. Jakob Dyrup startede sin camp ni uger før kampen med to uger i England, hvor den blandt andet stod på sparring med KSW-sværvægtschamp Phil De Fries, der ofte omtales som en af verdens bedste MMA-grapplere i sværvægt.
Læs også: Dyrup træner med ‘nogle af de bedste i verden’: Udvikler mig helt sindssygt
Derfor tøver Dyrup heller med sit svar, da Fighting.dk vil vide, om hans camp er forløbet optimalt.
“Absolut,” fastslår han og uddyber så:
“Jeg startede med to uger i England for at hjælpe Phil (de Fries, red.) op til hans seneste titelforsvar. Og derefter har vi brugt de sidste uger på at finpudse detaljerne. Vi er i god form og 100 procent klar,” lyder det fra Dyrup.
Endelig en værdig modstander
Jakob Dyrup har hidtil gjort kort proces med sine modstandere.
I sin seneste kamp ved MMA GALLA vol. 29 skal den danske sværvægter blot bruge 54 sekunder til at afslutte Luis Carlos de Brito.
Nu venter en helt anden type udfordring i form af den 32-årige Kaasalainen, der ud over sin perfekte MMA-rekord også er flere gange finsk mester og har brunt bælte i brasiliansk jiu-jitsu.
Dyrup erkender, at finnen er et niveau over, hvad han tidligere har mødt.
“Vi er opmærksomme på, at han med længder er den bedste modstander, vi har fået. Det er klart, at hans grappling er et stort fokusområde,” siger Dyrup, men understreger så:
“Det fylder helt sikkert mest, hvad vi selv er gode til. Det skal det altid gøre.”
“No quit in this dawg”
Når de to ubesejrede sværvægtere mødes lørdag aften, håber Jakob Dyrup på en kamp, hvor begge parter er villige til at gå igennem ild.
“Jeg håber på en ‘dawg-fight’. Og så vil jeg vise, at der er ‘no quit in this dawg’,” siger han og peger på, hvor han tror, nøglen til sejr ligger.
“Jeg tror, cardio kommer til at være afgørende. Og scrambles. Hvis vi kan holde os fra bunden i grappling-exchanges, så tror jeg, vi kan vinde alle andre aspekter,” siger morgendagens danske main event
Det er i morgen aften, det går løs med MMA GALLA vol. 31. Først venter dog dagens professionelle indvejning, der finder sted klokken 14.00 her til eftermiddag.


