Danmarks kampsportsunivers

UFC Shanghai-resultater: Vilde Walker afslutter hypet kineser


Brasilianske Johnny Walker leverede endnu en af sine karakteristiske konockouts, da han ved UFC Shanghai TKO’ede kinesiske Mingyang Zhang i anden runde.

Det var ellers Zhang, der kom bedst fra start i hovedkampen. Walker begik nemlig en kostbar fejl lige fra kampens begyndelse, da han skød ind efter en takedown og endte under kineseren på gulvet.

Zhang udnyttede positionen optimalt og droppede flere hårde slag ned på Walker, før han tilsyneladende følte sig sikker nok til at lade brasilianeren komme op på benene igen.

Zhang fortsatte dominansen stående, og kineseren landede blandt andet en hård højrehånd, der fik Walker til at vakle i en grad, så brasilianeren var tvunget til at klamre sig fast til hegnet for at genvinde balancen.

Calf kicks vender kampen
Efter første runde lignede det en Zhang med fuld kontrol på kampen – men som så ofte før med Johnny Walker, skulle der kun et øjeblik til at vende hele kampen på hovedet.

I anden runde begyndte Walker at arbejde systematisk med sine calf kicks – spark rettet mod Zhangs lægmuskler. Et par særligt hårde spark fik pludselig Zhang til at falde til gulvet, hvor han havde svært ved at komme op igen.
Walker kunne øjeblikkeligt lugte blod, hoppede over sin modstander og fyrede en række brutale slag af mod den faldne kineser, der desperat forsøgte at kæmpe sig fri og komme på benene igen.

Men kineseren kunne ikke stoppe bombardementet, og dommeren var tvunget til at gribe ind og stoppe kampen.

Det var Zhangs første nederlag i UFC-sammenhæng efter den hypede kineser havde vundet sine tre første kampe – alle på ødelæggende stoppages i første runde.

Resultaterne fra UFC Shanghai-main card:

Main event: Johnny Walker besejrer Zhang Mingyang på TKO – 2:37 i anden runde
Co-main event: Aljamain Sterling besejrer Brian Ortega på enstemmig dommerafgørelse (50-45, 50-45, 50-45)
• Sergei Pavlovich besejrer Waldo Cortes-Acosta på enstemmig dommerafgørelse (30-27, 29-28, 29-28)
• Sumudaerji besejrer Kevin Borjas på enstemmig dommerafgørelse (30-27, 30-27, 30-27)
• Taiyilake Nueraji besejrer Kiefer Crosbie på TKO – 3:33 i første runde

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.