Danmarks MMA-univers

Julekalender – 10. december: En hvirvelvind af et år

På Fighting.dk fejrer vi julemåneden sammen med en lang række personligheder fra det danske MMA-miljø. Hver dag frem til juleaften kan du høre fra en af de mange ildsjæle, der kigger tilbage på det år, der er gået og frem mod det, der snart venter.


Dagens gæst i julekalenderen er:

Rick Gangias sejr over Vladislav Bilorus blev fortjent kåret til Fight of the Night. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

Rick Gangia

Rick Gangias 2024 var mere begivenhedsfyldt end de flestes. Følg lige med på den her omgang pukkel pist.

Først mødte han Hama Dara i februar og vandt på teknisk submission. Men da finnen efterfølgende fik medhold i en klage over, at kamplederen havde stoppet kampen, mens han stadig var ved bevidsthed, måtte Gangia se en sikker sejr omstødt til no-contest.

Så skulle han have kæmpet igen i maj, men blev syg efter indvejningen og blev ikke clearet til at stille op mod tyske Christian Mach.

Gangia gjorde comeback på den sidste sommeraften 31. august i Glostrup, hvor der med en sejr ville være en titelkamp på spil i oktober. Og sejren tog han efter en hvirvelvind af en kamp mod den brave ukrainer Vladislav Bilorus. Gangia endte med at tage en submission-sejr i anden omgang, og denne gang var der ingen protester. Til gengæld blev kampen kåret til Fight of The Night og er nomineret til årets kamp i MMA GALLA.

Titelkampen i oktober på hjemmebane i Odense blev også underholdende, men den sluttede ikke ligeså lykkeligt, da Rick Gangia endte med at blive stoppet af norske Torpal Merjoev. Ikke desto mindre venter der et spændende 2025 på MMA GALLAs mest aktive fighter, der altid er garant for underholdning – sejr, nederlag eller no-contest.

Hvilken del af dit game har du fokuseret mest på i år?
I de sidste mange måneder har jeg fokuseret på det stående med Kru Busk, benhård (som han ville sige) træner. Hans hold har virkelig styrket Great Danes på mange punkter.

Hvad har været din største udfordring i 2024?
Det sværeste har været at finde sponsorater. At få kampe har ikke været et problem, da jeg er kæmper hos MMA GALLA. Vi har rigtig dygtige folk i og omkring klubben, så der har været rigeligt at sparre med og så har jeg været af sted to gange til Allstars i Stockholm.

Hvilken kamp fra 2024 husker du bedst?
Der vil jeg sige Ilia Topuria vs. Max Holloway. Det satte virkelig et stemple på featherweight, at Topuria blev den første til at slå Max ud. Og hele hans aura. Spændende at se om Volkanovski kan tage sejren, hvis han får en revanchekamp.

Hvem i det danske MMA-miljø fortjener et shout out for 2024?
Det gør Great Danes FC selvfølgelig! Der har været en kæmpe udvidelse – flere medlemmer, flere hold og flere folk, der blevet seriøse omkring at kæmpe.

Hvilken dansk kæmper glæder du dig til at følge i 2025?
Det må være Sigurd Rømer eller Oliver Petersen. Der bliver brygget godt hos dem, og de er i gang med en stor udvikling. Jeg er spændt på at se, hvad de tager for sig af i 2025.

Find alle afsnit af Fighting.dk’s julekalender her! 

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.