Danmarks MMA-univers

Julekalender – 13. december: Den uendelige ventetid

På Fighting.dk fejrer vi julemåneden sammen med en lang række personligheder fra det danske MMA-miljø. Hver dag frem til juleaften kan du høre fra en af de mange ildsjæle, der kigger tilbage på det år, der er gået og frem mod det, der snart venter.


Dagens gæst i julekalenderen er:

Mikkel Hennings havde godt med vind i sejlene i 2024. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

Mikkel Hennings

Mikkel Hennings indledte sin pro-karriere sidste sommer, og den tog hurtigt fart. To sejre i 2023 blev fulgt op med to mere i 2024, inden Hennings i sin blot femte kamp som professionel MMA-fighter duellerede om MMA GALLAs nye weltervægtstitel.

Udover en pointsejr over Renegade MMAs Oliver Vorm afsluttede Hennings tre udlandske modstandere på vejen til titelkampen i Odense i oktober. Her var det dog Hennings selv, der blev overrumplet og stoppet af lokale Simon Seiler på lidt mindre end et minut.

Fremtiden tegner dog stadig lyst for Hennings, der er blevet en værdifuld erfaring rigere og som en del af et stærkt CSA-hold har alle muligheder for at komme stærkt igen i det nye år.

Hvilken del af dit game har du arbejdet mest på i år?
I år har jeg klart fokuseret mest på at forbedre min brydning og gulvkamp.

Hvad har været din største udfordring?
Den største udfordring i år har været ventetiden mellem kampene. Selvom jeg er privilegeret at være garanteret tre kampe om året, kan ventetiden stadig føles uendelig, når jeg er skadesfri og i kampform.

Hvilken kamp husker du særligt fra 2024?
Janus Olsens kamp mod Gabriele Varesano ved MMA Galla Vol. 22 er uden tvivl et af årets største højdepunkter. Det var en ekstremt intens og velmatchet kamp, hvor begge kæmpere gav alt, hvad de havde i buret.

Hvem i det danske MMA-miljø fortjener et shout-out for 2024?
Hele den danske MMA-scene fortjener et kæmpe shout-out. Der er sket en spændende udvikling i år hvor både nye organisationer og kæmpere er kommet til, hvilket uden tvivl kommer til at hæve niveauet i dansk MMA.

Hvilken dansk kæmper glæder du dig til at følge i 2025?
Jeg glæder mig især til at følge mine træningskammerater fra CSA. Vi har et stærkt og hårdtarbejdende hold, og jeg tror på, at 2025 bliver et stort år for os alle.

Find alle afsnit af Fighting.dk’s julekalender her! 

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.