På Fighting.dk fejrer vi julemåneden med de profiler, der er med til at forme dansk MMA.
Fra buret, hjørnet og bag kulisserne dykker vi hver dag frem til juleaften ned i året med en ny profil, der kigger tilbage på 2025’s største øjeblikke og frem mod, hvad det nye år bringer.
Dagens gæst i vores julekalender er: Søren Bak

Er det først for nyligt, du er begyndt at følge med i dansk MMA, kender du måske slet ikke Søren Bak. Det er nemlig mere end tre og et halvt år siden, at ”The True Viking” sidst var i buret.
Et regulært skadeshelvede har holdt Søren Bak uden siden 6. maj 2022, hvor han kæmpede sin foreløbigt sidste professionelle MMA-kamp. Det var i nu hedengangne Bellator, hvor det blev en sikker sejr på point over britiske Charlie Leary – danskerens 16. sejr i 17 professionelle kampe.
Bak, der blandt andet har været Cage Warriors-champ i både featherweight og lightweight, øjner nu endeligt et comeback i 2026.
Vi giver ordet til Søren Bak.
1: Hvad har været dit bedste øjeblik i 2025 – i eller uden for buret?
Årets højdepunkter har selvsagt været uden for buret – igen i år. Jeg har brugt året på genoptræning, arbejde i min virksomhed som pensionsmægler og foreningsarbejde for DMMAF. Men der har været tid til både ferie med min hustru og gode stunder med både familie, venner og træningskammerater.
2: Hvilken kamp fra 2025 husker du bedst – og hvorfor netop den?
Jon Stadil Palm mod Ihsan Mangal ved Airtox Dominance 3.0.
Jon er både en tæt træningsmakker og en god ven, som jeg har trænet med gennem det meste af min karriere. Han besidder både en bredde som fighter og en x-factor, der altid gør ham spændende at se i buret.
Jeg havde min hustru Louisa med inde at se kampen og vi var underholdt hele aftenen – men Jons sejr står klart stærkest for mig.
3: Hvem i det danske MMA-miljø synes du fortjener et særligt shout out i år?
En fighter, jeg ikke har talt så meget om, er Esben Lychau.
Han startede sin kampsportskarriere til brydning i Næstved, hvor jeg selv havde privilegiet af at være træner, så jeg har fulgt ham tæt siden begyndelsen.
Esben har taget mange hårde kampe – ofte mod stærke modstandere – og når man gør det konsekvent, er det sjældent, at rekordlisten forbliver pletfri.
Jeg håber at se ham tage skridtet til professionel MMA i 2026. Han fortjener det, og jeg hepper helt klart med.
4: Hvis du frit kunne vælge én modstander i 2026, hvilken kamp skulle det så være – og hvorfor?
En drømmemodstander er jo naturligt nok et gensyn med Paddy Pimblett. Efter jeg vandt Cage Warriors-titlen fra ham i 2018, talte han åbent i interviews om, at vi skulle mødes igen i UFC – og at det skulle være i en titelkamp. Der har dog været stille på hans front siden jeg kom til Bellator…
Om jeg når helt dertil i 2026, tør jeg ikke love, men jeg ville bestemt ikke have noget imod at tage fem runder mere med “The Baddy”.
5: Hvad er dit mål for 2026 – og hvad skal der til, for at du kan nå det?
Mit mål for 2026 er mere lavpraktisk end en drømmemodstander.
Jeg skal tilbage til fuld træning, og her i juledagene forventer – og håber – jeg at få endeligt grønt lys fra lægerne.
Når det sker, er målet klart: tilbage i buret i 2026. Hvor det bliver, må tiden vise. Men jeg lover at dele alt nyt på min Instagram @Sorentrueviking.



