På Fighting.dk fejrer vi julemåneden med de profiler, der er med til at forme dansk MMA.
Fra buret, hjørnet og bag kulisserne dykker vi hver dag frem til juleaften ned i året med en ny profil, der kigger tilbage på 2025’s største øjeblikke og frem mod, hvad det nye år bringer.
Dagens gæst i vores julekalender er: Simon Seiler

Great Danes-weltervægteren oplevede en af karrierens formentlig mest skuffende resultater, da han på hjemmebane i Odense tabte sit MMA GALLA-bælte til irske Cian Cowley.
Siden bouncede Seiler flot tilbage med en førsterunde-TKO mod brasilianske Assis Silva, og så fik Seiler chancen for at genvinde sit bælte, da en titelkamp mod den nye MMA GALLA-champ Emmanuel Binyet blev booket til MMA GALLA vol. 28 i Odense.
En skade til Binyet betød dog, at kampen blev aflyst – så der er ingen tvivl om, at MMA GALLA-bæltet er det helt store mål for Great Danes-kæmperen i 2026.
Vi giver ordet til Simon Seiler.
1. Hvad har været dit bedste øjeblik i 2025 – i eller uden for buret?
Mit bedste sportslige øjeblik i 2025 var måden jeg fik vendt skuden i Aarhus (med sejren over Assis Silva, red.). Det var hårdt at miste titlen på hjemmebane i Odense, så jeg er glad for at kunne bounce tilbage på så dominant vis.
2. Hvilken kamp fra 2025 husker du bedst – din egen eller en andens – og hvorfor netop den?
Ved det første ADFC Academy da var jeg pointdommer og dømte kampen mellem Habibul Dombaev og Daniel Linden. Jeg ved, at Daniel er en rigtig kriger, som ikke bakker ned for noget – og derfor blev jeg meget imponeret over Habibuls dominans.
Dertil har min kamp imod Cian Cowley naturligvis rumsteret en del, men jeg vælger at dét nederlag skal vendes til at gøre mig stærkere.
3. Hvem i det danske MMA-miljø synes du fortjener et særligt shout out i år?
Klubberne. Både de nye, de gamle, de store og de små. Det er inspirerende at se miljøet udvikle sig og skabe nye fightere.
4. Hvis du frit kunne vælge én modstander i 2026, hvem skulle det så være – og hvorfor?
Emmanuel Binyet. Jeg forventer at få fingrene “champen” i 2026. Hvis han tør.
5. Hvad er dit mål for 2026 – og hvad skal der til, for at du kan nå det?
Først tager jeg MMA GALLAs weltervægttitel. Derfra forventer jeg at det bliver spændende.



