På Fighting.dk fejrer vi julemåneden sammen med en lang række personligheder fra det danske MMA-miljø. Hver dag frem til juleaften kan du høre fra en af de mange ildsjæle, der kigger tilbage på det år, der er gået og frem mod det, der snart venter.
Dagens gæst i julekalenderen er:

Jonas Troest
Jonas Troest havde plus på bundlinjen i 2024 – i hvert fald den på rekordlisten. Tre kampe hos MMA GALLA kastede to sejre og et enkelt nederlag af sig for fjervægteren, der efter sin seneste sejr annoncerede, at han fremover skal betragtes som bantamvægter. Det var efter lyn-TKO’en mod overmatchede Matej Simic i Odense, der tog blot 34 sekunder. Så var Troests andre to kampe mere kompetitive. Både sejren over cypriotiske Konstantinos Leonidou i Glostrup i april, men også nederlaget til Valentino Riva samme sted fire måneder senere, hvor Jonas Troest mødte en stærk striker og fik lov at vise, at ‘Duracell’-kælenavnet er ganske passende. Han er særdeles svær at slide op.
Med resultaterne 2-1 var 2024 et fremskridt fra 2023, hvor Jonas Troest gjorde comeback efter fire års pause, men tabte begge sine kampe. Det skal blive særdeles spændende at følge ham i 2025 i sin nye vægtklasse og med succesoplevelser i ryggen.
Hvilken del af dit game har du arbejdet mest på i år?
“Overordnet set har arbejdet mest på at få gjort min striking crisp med min striking coach Roland, men har selvfølgelig også arbejdet på at få forbedret resten af mit game.”
Hvad har været din største udfordring?
“Hmm, den største udfordring må være at få puslespillet til at gå op med familie, job og træning men synes jeg har fundet en god balance med det hele.”
Hvilken kamp husker du særligt fra 2024?
“Det må være mine egne imod Konstantinos eller Valentino (hhv. Leonidou og Riva red.). Jeg synes, jeg havde nogle gode kampe, der fik vist noget af hele gamet samtidig med, at jeg havde nogle rimelig game modstandere, som jeg kunne høste noget god erfaring på.”
Hvem i det danske MMA-Miljø fortjener et shout-out for 2024?
“For mig må det være min head coach Franck og mine træningsmakkere i henholdsvis Rumble Sports og RolandsCPH, som finder tid til at hjælpe mig med at blive en bedre udgave af mig selv.”
Hvilken dansk kæmper glæder du dig til at følge i 2025?
“Jeg har ikke rigtig nogen 🙂 Dog tror jeg, at MMA Galla nok skal få sat en masse gode kampe op, som de plejer.”


