Danmarks MMA-univers

Julekalender – 8. december: Næste danske pro-kæmper? 

På Fighting.dk fejrer vi julemåneden sammen med en lang række personligheder fra det danske MMA-miljø. Hver dag frem til juleaften kan du høre fra en af de mange ildsjæle, der kigger tilbage på det år, der er gået og frem mod det, der snart venter.


Dagens gæst i julekalenderen er:

Foto: Privat.

Mikkel Iversen

Mikkel Iversen havde et kontrastfyldt 2024 på resultatfronten, som i høj grad stod i landsholdets tegn for sønderjyden med forkærlighed for Birthe Kjær og John Mogensen. 

I foråret drog han til Serbien med landsholdet, og selv om lodtrækningen ‘forærede’ ham en ekstra kamp, så gik ‘Bigboss’ hele vejen i finalen, hvor han dog måtte se sig slået af en slovener, der havde kæmpet to kampe færre i slutrundeugen. 

Til efteråret gjaldt det endnu mere eksotiske himmelstrøg ved VM i Usbekistan, men det blev ikke med samme succes, da Iversens medaljehåb blev stoppet i kvartfinalen mod engelske Harvey Moore. 

Nu grubler Mikkel Iversen over, om hans næste skridt skal være det længe planlagte skift til de professionelle rækker, eller der skal en slutrunde mere i bæltet, når EM venter allerede i februar. Fighting.dk’s bud er, at Iversen tager en tur mere i rødt og debuterer for en af de store danske promotions senere på året. 

Hvilken del af dit game har du arbejdet mest på i år?

“Jeg har klart arbejdet mest på min gulvkamp og takedowns i år.”

Hvad har været din største udfordring i 2024?

“Min største udfordring i år har været at finde sponsorer, så jeg kunne deltage til IMMAF EM og VM, men jeg har heldigvis en kæreste, som har hjulpet mig meget med det (gjort det hele), og klart er bedre til det, end jeg er.”

Hvilken kamp fra 2024 husker du bedst? 

“Hos amatørerne synes jeg, Emil Bambam vs Mikkel Emil var god. Tager vi pro’erne, så bliver det Janus Olsens kamp til MMA GALLA vol. 22.  Hvis det skal være min egen, må det være min semifinale til EM mod en ukrainer, som var en rigtig hård kamp, jeg vandt på split decision.”

Hvem fra MMA-miljøet fortjener et shout out for 2024? 

“Der er flere, der skal have et shout-out fra min side. 

Great Danes for altid at levere super gode træninger og generelt altid at være en behagelig klub at komme i.

Anders Madsen som har overtaget min træner rolle i Metanoia Sønderborg, så jeg har kunne fokusere på min egen træning 

Milan og Viktor for at kæmpe for, at Danmark har et landshold, så kæmpere kan komme ud i verden og måle deres niveau med andre atleter, og selvfølgelig fordi de tager tid til at tage med ud til stævnerne.”

Hvilken dansk kæmper glæder du dig til at følge i 2025?

“Jeg glæder mig til at se Rick Gangia og Simon Seiler i det nye år. De har gjort det super godt i år, og så er de selvfølgelig klubkammerater. 

Jeg glæder mig også til at følge Louis Glismann, som jeg synes er et af de rigtig spændende navne, vi har i Danmark.”

Find alle afsnit af Fighting.dk’s julekalender her! 

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.