Der var ingen tvivl om, hvem der tog sejren, da Benjamin Hauser i weekenden stod over for brasilianske Fernando ved Airtox Dominance 8.0.
Efter et indledende pres fra brasilianeren overtog nordmanden styringen med kampen, og efter tre gange fem minutter kunne Hauser løfte armene i triumf efter en sikker pointsejr.
Alligevel var den hypede norske MMA-prof langtfra tilfreds med sin egen indsats.
Læs også: Burnell-bælte, tumult og vild pro-debut: Her er resultaterne fra Airtox Dominance 8.0
I to opslag på de sociale medier lægger Hauser ikke skjul på sin skuffelse. Nordmanden mener, at han burde have afsluttet kampen, efter at han flere gange fik sendt Fernando i gulvet.
“Undskyld for min lorte-performance. Det føles som et nederlag bare at sige mine tanker højt. Jeg burde have knockoutet, da jeg sendte ham i gulvet, men jeg løb helt tør for luft. Vi fik i det mindste sejren,” lyder det fra Hauser.
Syg op til kampen
Forklaringen på den manglende udholdenhed skal ifølge nordmanden findes i dagene op til kampen.
“Jeg burde have tømt tanken og bare afsluttet ham, men jeg havde ikke tilliden til min cardio på grund af sygdom i løbet af den seneste uge,” skriver han.
Trods den hårde selvkritik kunne Hauser dog godt tillade sig en lille stikpille til modstanderen.
“Vi kommer videre – Fedeberg fik røvfuld alligevel,” skriver nordmanden med et glimt i øjet med henvisning til Fernando, der endte med at veje ind på 77 kilo – altså hele syv kilo tungere end den oprindeligt planlagte vægtgrænse.




