Det er tilsyneladende ikke verdens nemmeste opgave som matchmaker at finde en modstander til den danske sværvægter Kasper Hansen.
I hvert fald kunne ADFC-præsident Mark O. Madsen forleden berette, at de står ikke ligefrem i kø for at møde CSA-kæmperen, der har kæmpet to af sine i alt seks kampe som amatør hos Airtox Dominance FC.
Læs også: Mark O. på overarbejde: “Ingen vil møde Kasper Hansen”
Selv kalder Kasper Hansen situationen for ærgerlig.
“Jeg vil gerne holde mig så aktiv som muligt, så det ærgrer mig selvfølgelig,” siger han til Fighting.dk.
Mens Mark O. Madsen har svære betingelser i arbejdet med at finde en modstander til danskeren, så har en ung svensk kæmper af flere omgange brugt sociale medier til at kalde Kasper Hansen ud i perfide vendinger.
To uger før det store svenske MMA-stævne Allstar Fight Night 10 skrev 21-årige Adijan Omerovic således på Instagram, at han ville møde danskeren og ‘slå ham ihjel’.
Læs også: Svensk sværvægtstalent kalder Kasper Hansen ud: “Lad mig slå ham ihjel”
Netop den kamp er Kasper Hansen mere end almindeligt klar på.
“Det er stadigvæk en kamp, jeg hungrer efter. Det er den mest oplagte kamp, så jeg kan vise folket, at Skandinavien stadig er mit,” lyder det fra Kasper Hansen.
Om Omerovic så reelt har interesse i kampen, vil tiden vise, men Mark O. Madsen har luftet sin tvivl.
“Jeg håber jo, han mener det. Men det er også nemt at sige bag skærmen derhjemme og puste sig op. Men det er en kamp, jeg selvfølgelig godt vil lave – jeg kan bare have mine tvivl om, hvorvidt svenskeren reelt er interesseret i kampen,” lød det fra ADCF-præsidenten over for Fighting.dk tidligere på ugen.
Læs også: Iskold Kasper Hansen om svensk call-out: “Ser ham ikke som en trussel”
Kasper Hansen deler den opfattelse.
“At folk snakker for at få øjne på sig, uden rigtig at kunne bakke det op, det er i min optik kun et tegn på svaghed. Det ligger jeg ikke og roder for meget med,” siger den danske sværvægter.
Uagtet de aktuelle problemer med at finde en modstander, så tror Kasper Hansen fortsat på, at danske fightfans nok skal få ham at se i buret igen.
“Ja, mon ikke I ser mig kæmpe snart igen,” lyder den afsluttende og optimistiske melding fra den store CSA-sværvægter.


