Egentlig skulle Mikkel ‘Bigboss’ Iversen allerede have haft sin professionelle debut i MMA-buret. Men et hav af forskellige skader har gjort den tidligere danske VM-sølvvinder ukampdygtig i en længere periode.
Derfor er den sønderjyske MMA-kæmper også mere end almindeligt glad for, at der endeligt er udsigt til at pro-debutere ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen til september.
Læs også: VM-sølvvinder pro-debuterer ved MMA GALLA i Brøndby
“Jeg vil bare gerne i gang, og jeg glæder mig mega meget. Jeg håber satme ikke, der kommer flere skader nu, for jeg synes, jeg har været ude længe, lyder det bramfrit fra Mikkel Iversen.
Senest har ‘Bigboss’ været ramt af en hjernerystelse, som har taget en hel del tid at komme over.
“Jeg er dog begyndte at sparre igen for et par uger siden, og jeg synes, det går super godt,” fortæller Iversen.
Succesfuld test af vægtcut
Planen var, at han skulle have kæmpet ved det nyligt overståede MMA GALLA i Aalborg. Det umuliggjorde hjernerystelsen, men Mikkel Iversen valgte alligevel at cutte vægt som en test op til stævnet.
“Planen var jo, at jeg skulle have kæmpet i Aalborg, og da jeg var startet i forløb hos Jakob Kondrup fra Fuel Performance, kunne vi lige så godt køre det i mål, selvom jeg ikke skulle kæmpe. Cuttet gik super godt, og jeg kommer i fremtiden til at kæmpe i mellemvægt,” fortæller Mikkel Iversen, der har kæmpet hele sin amatør-karriere i letsvægvægt.
Hvem Iversen kommer til at stå over for i Brøndby Hallen, ved han endnu ikke.
“Jeg har ikke gjort mig de store tanker om min modstander endnu. Jeg vil bare gerne i gang og glæder mig meget til min debut,” fortæller han.
Mikkel Iversen kommer med en flot amatørkarriere bag sig, hvor han både har vundet sølv ved VM i MMA for amatører og har været nordisk mester.
MMA GALLA i Brøndby Hallen bliver afholdt den 6. september.