Selv om det finder sted allerede 13. april, så tegner UFC 300 til at blive årets PPV. Der kan ske meget på to en halv måned, og selv det mest lovende showdown kan ende i et ækelt antiklimaks. Men med det line up, som de herrer Sean Shelby og Mick Maynard foreløbig har skruet sammen, er det svært ikke at glæde sig til det stævne, som en teenagedreng, der ved, at mødommen endelig ryger den aften.
Lad os kigge på allstar-stævnet, som det ser ud indtil videre.
- Weili Zhang (c) vs. Xiaonan Yan – Stråvægt – Titelkamp
- Justin Gaethje (c) vs. Max Holloway – Letvægt – BMF-titelkamp
- Jiří Procházka vs. Aleksandar Rakić – Letsværvægt
- Charles Oliveira vs. Arman Tsarukyan – Letvægt
- Calvin Kattar vs. Aljarmain Sterling – Fjervægt
- Bo Nickal vs. Cody Brundage – Mellemvægt
- Deiveson Figueiredo vs. Cody Garbrandt – Bantamvægt
- Bobby Green vs. Jim Miller – Letvægt
- Holly Holm vs. Kayla Harrison – Bantamvægt
- Sodiq Yusuff vs. Diego Lopes – Fjervægt
- Jessica Andrade vs. Marina Rodriguez – Stråvægt
Holy heel hook! 11 kampe der alle fortjener en plads på main card ved et hvilket som helst PPV-stævne. Mindst otte der kunne bære en fight night som main event. To titelkampe – og nej, jeg synes heller ikke, at BMF-titlen skulle være brugt til andet end den ene aften i 2019, hvor Jorge Masvidal og Nate Diaz duellerede om den, men i det mindste sætter UFC den kun på spil til kampe, der med Diaz’ egne ord er creme de la creme.
Jubilæums PPV’et er åbenlyst en aften, som UFC gerne vil markere som noget helt specielt. Men det er også et stævne, der 75 dage inden fight night angiveligt stadig mangler sit main event. Det lyder absurd, når man kigger på listen oven for, men alle jungletrommerne spiller den samme sang om, at den 12. og sidste kamp bliver den største på plakaten. Og her begynder jeg nok at lyde forkælet og privilegieblind.
Det mest konkrete rygte om hovedkampen ved UFC 300 er lige nu en tredje titelkamp i form af et weltervægtsopgør mellem vægtklassens førerhund Leon Edwards og førsteudfordrer Belal ‘Remember The Name’ Muhammad.
Det må ikke ske.
Matchmakerne har ramt alt rigtigt indtil videre, og kigger man ned af de forskellige ranglister er weltervægtstitlen nok den mest oplagte at sætte på spil rent logistisk. Problemet er bare, at Edwards og Muhammad er en af de mindst ophidsende titelkampe, man kan sætte op lige nu. Okay, Mayra Bueno Silva vs. Raquel Pennington var markant mindre attraktiv, men den var også uden for kategori (og nu hvor Kayla Harrison er på rollelisten ved UFC 300, ved vi hvorfor Dana White ikke øjeblikkeligt lukkede den vægtklasse, da han hørte det match up blive foreslået som titelkamp).
For det første har Edwards og Muhammad jo mødt hinanden før, og selv om det endte i tårer og tidlig no-contest, så fik vi et ret klart billede af, at Leon Edwards var igang med at kickbokse sig til en stensikker pointsejr. Nøjagtig som han har gjort i størstedelen af sine kampe for UFC, med de to seneste dramaer mod Kamaru Usman som de mest mindeværdige trin på stigen. Men Edwards er ikke det største problem med den kamp. Det er Belal Muhammad.
‘Remember The Name’ er et af de kælenavne i MMA-universet, der bliver vævet flest sarkastiske variationer af. På den måde husker man det jo. Til gengæld er det svært at huske højdepunkter fra Belal Muhammeds kampe. Al ære og respekt for Muhammeds streak på ni sejre – fraregnet den afbrudte mod Edwards – men kan du mindes noget fra de seneste fem? Selv hans TKO over fremadstormende Sean Brady har jeg svært ved at genkalde. Til gengæld kan jeg tydeligt huske, hvor meget jeg sonede ud undervejs i hans sejre over Demian Maia, Stephen Thompson, Vicente Luque og Gilbert Burns. Belal Muhammad fortjener sin titelkamp, og den skal han have, om man kan lide det eller ej. Men det skal ikke ske ved det mest feterede UFC-stævne i årevis, en milepæl på den altoverskyggende hovedscene i MMA. Sorry.
Hvis vi antager, at lykkens gudinde lader matchmakerne se lyset – og det tyder noget måske på, siden Edwards vs. Muhammad endnu ikke er blevet annonceret – så lad os kigge på, hvilken kamp der så kunne bære 300-kappen på sine skuldre.
Conor McGregor vs. Michael Chandler
Conor må hele tiden have været det navn, som Dana White drømte om at høre råbt op som det sidste i UFC 300’s stjerneparade. Den eneste, der har drømt mere om det, er velsagtens Michael Chandler, der så sent som i dag luftede sit ønske på X igen. For to dage siden fløjtede McGregor selv såmænd med på melodien, men han har i de sidste to et halvt år teaset comebacks flere gange end Tyson Fury er gået på pension. Undertegnede er nået dertil, hvor det at se McGregor i The Octagon igen er noget, jeg tror på, når han træder ind af døren. Men Den Notoriske elsker selvfølgelig det allerstærkeste spotlight, og det bliver ikke stærkere end til UFC 300. Selve matchningen med Chandler er jeg i øvrigt vild med. Jeg kan ikke mindes nogen, der i tydeligere grad har købt præmissen om, at der skal underholdes, end den tidligere Bellator-champ. Det skulle da lige være McGregor pre-Khabib. Han vil ikke forsøge at wrestle sig til sejren sådan en aften. Det er kill or be killed.
Islam Makhachev vs. Leon Edwards
Jeg kan uden problemer blive forelsket i tanken om en weltervægtstitelkamp som main event ved UFC 300. Den skal bare ikke involvere Belal Muhammad den aften. Til gengæld er det da oplagt, at årets eller måske endda årtiets største UFC-stævne involverer verdens bedste MMA-fighter lige nu. Islam Makhachev mangler en ny type udfordring efter at have pløjet en af firmaets andre urørlige mestre ned. Hvis han vil slå en fed streg under, at han er et niveau over alle andre, så kan han passende denne gang selv være ham, der går en vægtklasse op og skriver en ekstra titel på cv’et. Khabib valgte aldrig den vej, men Makhachev er af en ekstremt kompetitiv natur, og han vil formentlig gerne gå langt for at adskille sig fra sin mentor hvad meritter angår. En champ vs. champ-kamp vil på alle måder være et værdigt main event på en aften, hvor der bliver hardcore kamp om Fight of the Night-bonussen.
Legend vs. Legend
Den tredje mulighed på min lystavle er at sætte en kamp op mellem to ikoniske navne. Noget med så meget stjernestøv og nostalgi, at vi overgiver os fluks uden at spekulere over den sportslige relevans eller mangel på samme. Jon Jones vs. Stipe Miocic havde været det oplagte bud her, men de er på stand by, indtil Jones’ pecs er groet sammen igen. Der er blevet nævnt flere legender i forbindelse med UFC 300 de seneste måneder, men hverken GSP, Ronda Rousey eller Brock Lesnar ser ud til at være friske på en tur mere i MMA-manegen, om det så er firmaets marathonmand Jim Miller eller en anden, der kaster handsken. Det lader desværre også til, at alt håb om nogensinde at se Khabib kæmpe igen er ren selvbedrag. Tænk hvis Tony Ferguson bare havde et gram af fordums storhed tilbage i sig, og man endelig kunne se, hvad det ville være endt med mellem ham og Ørnen.
Sandheden om matchmakernes dør nummer tre er nok, at de fleste legender blev hængende og skrev et par kapitler for meget om deres kampsportskarriere til, at man drømmer om at se dem mod ham der, de af en eller anden grund aldrig tørnede sammen med. Og de der trak stikket i tide har ikke lyst til at lave om på den kloge beslutning.
Så konklusionen må være, at der ikke er nogen grund til at misunde matchmakerne deres udfordring i at samle main eventet, der kan toppe resten af den overdådige spiseseddel. På sin vis har de malet sig op i et hjørne ved at give os andre alt for meget at savle over på prelims og det øvrige main card.
Men uanset hvad de finder på, og uanset hvor UFC 300 slutter, bliver det en fantastisk vej derhen.