Danmarks kampsportsunivers

‘Kontrolleret, skarp og nådesløs’: Dalby vil tage sejren mod russisk UFC-debutant

Foto: Nicolas Dalbys instagram-profil.

Hvis dansk fightfans slikker sig om munden denne lørdag, så er det med god grund.

I den hjemlige andedam afvikler MMA GALLA årets sidste store stævne, når Sydbank Arena i Odense danner rammen om MMA GALLA vol. 28.

Og også på den helt store, internationale scene har vi en rød-hvid repræsentant i kamp i aften.

Ved UFC Fight Night: Tsarykuan vs. Hooker’ i Doha skal den danske UFC-veteran Nicolas Dalby (23-6-1) nemlig i aktion.

Danskeren, der fyldte 42 år tidligere på ugen, skal op mod russiske Saygid Izagakhmaev (22-2).

Læs også: Bookmaker: Dalby er stor underdog i aftenens UFC-brag

Fredag vejede Nicolas Dalby ind på 170,5 pund – et halvt pund tungere end sin russiske modstander.

Efterfølgende satte danskeren på sin Instagram de sidste ord på optakten til kampen.

“Vægten er overstået, faceoffet er overstået. Nu er der kun de sjove ting tilbage; at drikke, spise og kæmpe. For det er det, jeg for alvor elsker at gøre. Jeg er klar til at levere kontrolleret, skarp og nådesløs aggression for at tage sejren,” skriver Nicolas Dalby.

Kampen mellem Nicolas Dalby og Saygid Izagakhmaev er at finde på prelimkortet ved aftenens UFC Fight Night. Da eventet finder sted i Doha er det forventede tidspunkt for kampen mellem 18.00 og 18.30.

Du kan se hele kortet på Viaplay (kræver abonnement).

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.