Danmarks kampsportsunivers

KSW-sværvægtschamp storroser Jakob Dyrup: “Han er absolut i stand til at nå UFC”

KSW's sværvægtschamp Phil de Fries får løftet armene efter sit 14. succesfulde titelforsvar i træk. Foto: KSW

Jakob Dyrup har tiltrukket sig opmærksomhed fra UFC, og Fighting.dk har tidligere kunnet afsløre, at den ubesejrede danske sværvægter er i dialog med den største MMA-organisation i verden om en mulig plads i Dana White’s Contender Series.

Læs også: Fighting.dk erfarer: UFC har Jakob Dyrup i sigtekornet

Men interessen for Great Danes-profilen er ikke forbeholdt UFC. En af verdens mest meritterede aktive sværvægtere har nemlig fået øjnene op for den 22-årige dansker på nærmeste hold.

Det drejer sig om Phil de Fries – regererende KSW-sværvægtschamp med hele 14 titelforsvar bag sig, et nærmest uhørt antal i moderne MMA. De Fries og Dyrup har mødtes til træning hos TMT i Sunderland, England, hvor Dyrup jævnligt har træningsophold, og den erfarne englænder er ikke sparsommelig med rosen.

“Jakob er en fantastisk ung fighter. Jeg har tilbudt at betale for, at han kan komme og hjælpe mig i mine camps – og jeg er ikke typen, der spilder penge, så det siger noget om, hvor dygtig han er,” siger Phil de Fries med et smil til Fighting.dk – inden han så tilføjer.

“Han har dog altid betalt selv, fordi han er for rar.”

Læs også: Vanvittig dominans: Phil de Fries forsvarer KSW-sværvægtstitel for 14. gang

Den britiske veteran fremhæver særligt det første fælles træningspas som en øjenåbner.

Dyrup har selv tidligere over for Fighting.dk fortalt, at han nok var lidt starstrucked, første gang han trænede med kapaciteter som Phil de Fries.

Overrasket over Dyrups talent
Det var dog ikke noget, de Fries mærkede noget til.

“Vores allerførste træningspas sammen var virkelig godt. Vi arbejdede hårdt og på et niveau, der ville knække mange bløde sværvægtere. Hans talent og atleticisme overraskede mig enormt,” fortæller den nuværende KSW-sværvægtschamp. der forstår UFC’s interesse i den 22-årige dansker.

“Jakob er absolut i stand til at nå UFC. I min optik kunne han gøre det nu. Men mit råd til sværvægtere er at opbygge sig grundigt, inden man kaster sig ind på de store shows. Jeg blev selv signet i en lignende alder, og det var for tidligt,” lyder det fra Phil de Fries.

Læs også: Dyrup træner med ‘verdens bedste sværvægtsgrappler’: “Det vildeste jeg har prøvet”

Den 9. maj kæmper Jakob Dyrup om MMA GALLA’s sværvægtsbælte ved MMA GALLA vol. 31 i Sydbank Arena i Odense — mod finske Akseli Kaasalainen i aftenens main event.

Vinder Great Danes-sværvægteren titelkampen, så kan det meget vel være sidste kamp, han har kæmpet på dansk grund.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.