Danmarks kampsportsunivers

Marcus Børger går all in på MMA: “Bliver ikke den samme fighter, der vender tilbage”

Marcus Børger på vej i buret før sin MMA-debut i Brøndby Hallen lørdag aften. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA

Det blev ikke den debutkamp, Marcus Børger havde håbet på, da han ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen for første gang var i kamp som MMA-fighter.

Ikke bare tabte han på point til peruvianske Diego Hidalgo fra Arte Suave – den unge dansker blev også undervejs ramt af et klokkerent headkick, der kostede ham en hjernerystelse.

Det betyder, at Haslev Grappling Academy-fighteren er ude frem til juni måned – men derefter lægger han ikke skjul på, at han vil tilbage i buret.

“Mit store mål er at vende tilbage til kampform og stå i buret igen inden årets udgang,” siger han til Fighting.dk.

Marcus Børger er kendt langt ud over kampsportsmiljøet. Hans virale jagt på blomkålsører har fået næsten 60 millioner visninger på TikTok.

Læs også: Millioner følger hans kamp for blomkålsører – nu venter MMA-debut i Brøndby Hallen

Nu skal han vise, at han også hører hjemme i buret – og han er selv den første til at erkende, at debuten ikke levede op til forventningerne.

“Jeg har set kampen igennem et par gange nu, og jeg må bare være ærlig: Det var ikke en god præstation. Jeg ved, hvad jeg står for, og det her var langt under det niveau, jeg kan og skal levere,” siger Marcus Børger.

Alligevel er ambitionerne uændrede – og den ufrivillige pause på grund af hjernerystelsen bliver brugt konstruktivt.

“Jeg bruger pausen på at lukke de huller, jeg har i mit game. Der skal lægges ekstra kræfter i både min styrketræning og min sparketeknik. Målet er, at det ikke bare er den samme fighter, der vender tilbage, men en forbedret udgave,” siger Marcus Børger.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.