Danmarks kampsportsunivers

OPDATERING: Mark O. afslører backstage-drama: Englændere ville afpresse ham

Mark O. Madsen på pressekonferencen umiddelbart efter Dominance FC 01 var i bogen.

OBS: Denne artikel er blevet opdateret efter Fighting.dk har været i kontakt med Nathan Massey.

Da Dominance FC blev ramt af en stribe afbud kort før premierestævnet i september, måtte Mark O. Madsen reagere hurtigt. Både i main event og co-main event manglede han en modstander til henholdsvis Rajbek Bisultanov og Marsel Terteryan. Derudover kom Abdullah Amer også med på main card i sidste øjeblik.

Alle tre danskere fik således hasteinkaldte engelske modstandere. Og alle tre englændere viste sig at være håbløst overmatchede. Alle tre var hyret ind via den samme engelske kontakt.

“Jeg får spurgt ind til, om det er nogen, der er klar til at komme og levere varen. Og det, jeg får tilbage, er “they’ll fight anybody.” Jeg er om nogen selvfølgelig ærgerlig over, at niveauet fra de tre englændere, der kom ikke var højere,” siger Mark O. Madsen til Fighting.dk.

Udover at alle tre blev stoppet i første omgang uden at gøre væsentlig modstand, så fortæller Mark O. Madsen også, at den med, at englænderene ville kæmpe mod hvem som helst, var en påstand med modifikationer.

“Jeg tror faktisk, at amatørkampene er overstået, da jeg får en besked fra en af de her englændere på Whatsapp, om at de ikke har tænkt sig at kæmpe, med mindre de får mere i lønningsposen,” siger Mark O. Madsen.

OPDATERING:
De tre englændere var Steven Mark Crame, som mødte Rajbek Bisultanov i main eventet, Nathan Massey der mødte Marsel Terteryan i co-main eventet, og Will O’Reilly der var oppe mod Abdullah Amer i den første kamp på main card.

Fighting.dk har været i kontakt med Nathan Massey, der afviser, at han bad om flere penge på aftenen.

”Jeg har aldrig nogensinde bedt om mere i løn. Jeg var den eneste af os, der var tilfreds med det, jeg skulle have,” skriver Massey i en besked til Fighting.dk.

Vi har forelagt Masseys påstand for Mark O. Madsen, der uddyber hændelsesforløbet fra aftenen her:

”Jeg kan godt forstå, at han siger som han gør. Jeg fik en Whatsapp-besked midt under stævnet fra Steven Mark Crame, der skrev, at jeg skulle komme ud i deres omklædningsrum nu, for de ville have flere penge, og ellers ville de ikke kæmpe,” siger DFC-præsidenten og fortsætter:

”Da jeg kommer derud, beder jeg dem gå med ind i et andet omklædningsrum for at tage dialogen der. Der går Nathan Massey med ind, og derfor regner jeg ham for en del af det her ‘scumbag move’ (svinestreg red.). Men det er Crame, der forhandler, og mens O’Reilly også deltager aktivt, siger Massey ikke noget. Jeg kommer undervejs helt op i det røde felt, og sætter hårdt mod hårdt, og til sidst er Massey så den første, der siger: “Jeg har det fint med det, jeg får.” Men når han går med ind til forhandlingen, eller hvad man skal kalde det, så sender han for mig et signal om, at han også er en del af det her stunt,” siger Mark O. Madsen.

Han undrer sig ikke over, at Massey benægter sin involvering i den engelske forhandlingstaktik.

”Dominance FC er et af de mest hypede promotions i Skandinavien, og han er interesseret i at blive hyret til kampe andre steder. Så er det jo ikke så heldigt, når den her historie kommer ud, men det gør den, for det var decideret svineri,” slutter Mark O. Madsen.

Nathan Massey har fået forelagt Mark O. Madsens version og mener ikke, at forhandlingerne fandt sted i et separat omklædningsrum.

”Men det er også lige meget. Jeg vil bare ikke blandes ind i det her, for jeg sagde aldrig et ord om flere penge. Jeg var tilfreds med min løn,” understreger englænderen.

Fighting.dk har kontaktet Steven Mark Crame og Will O’Reilly som i skrivende stund ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Hør DFC-præsidenten fortælle historien om den engelske journeyman-trio i videoen herunder.

Vil du opdateres på nye artikler, videoer, klummer og spiltips fra Fighting.dk? Så følg os på Instagram, Facebook og Youtube.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.