For fem år siden var Mark O. Madsen og Søren Bak på samme kort i KB Hallen. Nu vil Dominance FC-præsidenten have den tidligere dobbelte Cage Warriors-mester i buret på Frederiksberg igen.
“Søren Bak er en super spændende og interessant kæmper for DFC. Søren har en fantastisk rekordliste på 16-1 og har ikke tabt en kamp i otte år. Tidligere dobbelt Cage Warriors-champ, har kæmpet i Bellator og er en kæmper, jeg utrolig gerne vil have på DFC’s fightcard, hvis vi kan finde en løsning,” siger Mark O. Madsen til Fighting.dk.
Søren Bak kæmpede senest i maj 2022, da han besejrede Charlie Leary over tre omgange i Bellator. Meget af tiden siden da er gået med at komme over en drilsk knæskade.
Slog Pimblett i titelkamp
Inden skiftet til den amerikanske promotion, der nu er blevet lagt sammen med PFL, var Bak som sagt hos Cage Warriors. Her slog han for alvor sit navn fast med sejren over den nuværende UFC-stjerne Paddy Pimblett, i en kamp hvor Cage Warriors ledige letvægtstitel var på spil.
Siden fulgte Søren Bak op med også at erobre interim-titlen i fjervægt med en sejr over franske Morgan Charriere – ligeledes nu UFC-kæmper – i det føromtalte stævne i KB Hallen i marts 2019.
Ongoing dialog
Mark O. Madsen fortæller videre, at ønsket om at få Søren Bak i buret for DFC ikke bare er på tankeplan.
“Jeg vil gerne røbe, at der har været dialog mellem DFC og Søren, og den dialog er on-going, så det er ikke bare snak. Jeg er jo stor tilhænger af at være proaktiv og ikke sidde og vente på, at tingene sker af sig selv,” siger Mark O. Madsen og fortsætter:
“Vi er nødt til at handle på de drømme vi har, og det er mere end en drøm. Det er en ambition og et mål at få Søren Bak på kortet for DFC.”
Fighting.dk har senere på ugen sat Søren Bak stævne til en snak om fremtiden for danskeren, der fortsat træner og holder sig i gang hos CSA.
Vil du opdateres på Fighting.dks nye udgivelser? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev eller følg os på Instagram, Facebook og Youtube.



