Danmarks MMA-univers

Mark O: Billetsalg til DFC 02 buldrer afsted, meget interesseret i Terteryan vs. Larsen

Foto: Mark O. Madsen.

Mark O. Madsen afslørede på pressemødet efter Dominance 01, at næste stævne bliver 11. januar. At dømme ud fra starten på billetsalget i går, er interessen ikke ligefrem faldet.

Billetterne til Dominance FC 02 åbnede klokken 14 lørdag, og det var ikke ligefrem en stille start.

”De første to timer solgte vi ligeså mange billetter, som vi gjorde i den første måned efter salget til DFC 01 gik i gang,” fortæller Mark O. Madsen til Fighting.dk. “Det viser, at interessen er der. Jeg er med på, at vi ikke er UFC, men jeg er meget tilfreds med at se den udvikling.”

Dominance FC’s præsident har allerede lovet, at det andet show bliver større og bedre end det første uden at gå i konkrete detaljer. Til gengæld vil han gerne forholde sig til en potentiel kamp, som har fået en del opmærksomhed i kampsportsmiljøet den seneste uges tid.

Det drejer sig naturligvis om den duel, som DFC’s Marsel Terteryan har udfordret ONE-kæmperen Niclas Larsen til. Terteryan nævnte Larsen i sit interview efter sejren ved DFC 01, og kastede for alvor en udfordring ud lørdag.

”Larsen vs. Terteryan er en vildt spændende kamp. Topbokser mod firedobbbelt muay thai-verdensmester. Det er en kamp, jeg gerne vil se,” siger Mark O. Madsen.

Niclas Larsens svar på Terteryans udfordring på de sociale medier har ikke ligefrem virket interesserede, men Madsen håber, at Larsen beslutter sig for at træde ind i MMA-buret.

”Jeg tror på Marsel, som siger, at han vil gå op i vægt. Det store spørgsmål er Niclas Larsen. Er han klar til at vise verden, hvad han kan, når det virkelig gælder?,” spørger DFC-præsidenten.

Om det så bliver mod Niclas Larsen eller en anden modstander, har Marsel Terteryan erklæret, at han kæmper sin anden professionelle kamp ved Dominance FC 02 til januar.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.